Debat – Etnicitet bør ikke være fokuspunktet i kampen mod social kontrol

Yuying Chen. Formand for Integrationsrådet.

Af Yuying Chen, formand for Furesø Integrationsråd og byrådsmedlem (K)
I Integrationsrådet mener vi, at vi skal bekæmpe negativ social kontrol bredt og effektivt, uden unødigt fokus på etnicitet. Det er vigtigt, fordi problemet spænder over alle samfundslag, også blandt etniske danskere. Derfor undrer vi os over, at kommunen først og fremmest ser ud til at fokusere på etnicitet, når det gælder bekæmpelsen af negativ social kontrol.
Som en følge af Barnets Lov er det nu byrådets opgave at udvikle strategier for forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme. Disse problemer kan manifestere sig som begrænsninger i personlig frihed – lige fra valg af venner og fritidsaktiviteter til uddannelses- og karrierevalg – samt tvungne relationer eller gennem isolation og overvågning.
Sagen har været i høring hos Furesø Integrationsråd. Integrationsrådet mener, at materialet “Furesø Kommunes beredskaber til håndtering af ekstremisme og radikalisering samt æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol” har for stærkt fokus på udlændinge og indvandrere som ofre for negativ social kontrol. Rådet bemærker, at problemet findes i alle grupper, også blandt etniske danskere.
Det er vigtigt, at kommunens tilgang er inkluderende og bred, så alle borgere føler sig understøttet og beskyttet mod disse alvorlige sociale problemer. Vores fokus bør ligge på problemets rod og ikke på de berørtes baggrund.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest