Debat – Hjælp mig gerne med at bevise, at man godt kan vinde med en grøn kampagne

Af Rikke Blak-Kristiansen (C), byrådsmedlem og kandidat
Kommunalvalget nærmer sig, og som kandidat skal man træffe mange valg om, hvilken slags kampagne man vil føre. Jeg har valgt en vej, der måske giver mig lidt mindre synlighed, men som til gengæld er langt mere bæredygtig, og det kan jeg meget bedre leve med.
Jeg har valgt at genbruge de få plakater, jeg har tilbage fra sidste valg, i stedet for at anskaffe mig flere hundrede nye. Jeg får heller ikke trykt store mængder flyers, der hurtigt kunne ende i skraldespanden, fordi folk sjældent tømmer postkasser, og i øvrigt ofte søger deres informationer andetsteds fra. Når jeg møder folk på gaden, deler jeg kun et lille visitkort ud med mine mærkesager og kontaktoplysninger på. Mit visitkort er i øvrigt Svanemærket. Resten af min kampagne foregår digitalt, og det udleder faktisk kun cirka halvt så meget CO₂ som tryksager.
For mig handler politik også om at stå ved sine værdier. Jeg vil hellere holde fast i mit ønske om at passe på miljøet end i en ekstra plakat på lygtepælen. Plakaterne pynter alligevel ikke særligt i landskabet, selvom de er effektive, og derfor er jeg glad for at kunne vise, at der findes andre veje. Jeg tror ærlig talt også, at jeg ville føle mig lidt som en hykler, hvis jeg prædikede “pas nu på miljøet og husk den grønne omstilling”, men ikke selv efterlevede det i praksis.
Det er et sats – det ved jeg godt. Men jeg tror på, at vi sammen kan bevise, at man sagtens kan føre en grøn kampagne og stadig få et stærkt valgresultat. Hvis du deler min tanke om, at politik kan gøres langt mere bæredygtig, så håber jeg, du vil støtte mig ved at stemme ægte grønt den 18. november.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder