Af Anders Medum Groth (Radikale Venstre) og Rikke Blak-Kristiansen (Konservativ )
Tirsdag d. 16/1 var der møde i Børn og Skoleudvalget. Her skulle vi blandt andet iværksætte en handleplan for budgetbalancen på skoleområdet 2024. Årsagen til denne handleplan er, at der allerede her i januar måned var en væsentlig stigning af udgifterne på specialområdet. Dette er et scenarie vi desværre kun kender alt for godt og det vil kun blive værre fremover. Og indtil vi finder årsagen og dermed måske også løsninger på det meget komplicerede problem omkring stigningen af børn med særlige behov, så vil udgifterne også blive ved med at himmelflugte.
Vi har I Furesø en meget dygtig og kompetent Børn og Skoleforvaltning, der hurtigt har sat fokus på de løbske udgifter. Forvaltningen havde fremlagt et forslag til, hvordan hullet i kassen kunne lukkes og pengene i budgettet omfordeles. Pengene skulle blandt andet findes på almenområdet, hvor man så ville skære på både drift og løn, men også på specialområdet lægges der op til besparelser.
Som ansvarlige politikere og uddannede lærere, er vi selvfølgelig helt enige i, at budgettet skal holdes og pengene skal findes, vi er bare uenige om, hvor pengene skal findes.
Når vi Konservative og Radikale Venstre stemte nej til forvaltningens oplæg, så er det fordi, det i vores øjne ville føre til flere forringelser, som børnene ville kunne mærke i deres hverdag, som f.eks. færre kompetente voksne. I sidste ende ville besparelserne kunne betyde, at vi stod med endnu flere børn, der havde brug for særlig hjælp og dermed ville det hele bide sig selv i halen. Vi Konservative og Radikale Venstre har foreslået, at man i stedet kunne kigge på nogle af de projketer, der ikke direkte berører børnene lige nu og her. Det giver både fagligt og menneskeligt mere mening.
DEbat – Hvem passer på børnene, når pengene ikke passer?
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest