Af Frederik Emil Stenbakken, Byrådskandidat for SF.
I Furesø skal alle børn trives. Det kræver at der er tid, nærvær og voksne omkring dem som kender børnene og kan støtte dem i deres udvikling.
Alle medarbejdere i vores dagtilbud gør en vigtig forskel uanset om man laver mad, gør rent eller hjælper børnene i garderoben. Pædagogerne spiller en helt særlig rolle. De skal ikke bare passe børnene, men være med til at udvikle dem følelsesmæssigt, socialt og sprogligt.
Vores børn skal føle sig trygge, set og have tid til at lege og have det sjovt. Det er sådan de lærer og vokser.
Derfor skal vi have en større andel af uddannede pædagoger i Furesø. Det kræver en investering, og det er en investering i vores børn og i vores fælles fremtid.
Det bør være en klar kommunal prioritet at sikre flere pædagoger, bedre normeringer og tid til det der betyder mest for os alle – vores børn.







