Debat – Kampen imod trafikstøjen er slet ikke slut

Af: Anders Medum Groth, (B). Byrådsmedlem
Det var med stor spænding, at jeg så frem til, at Vejdirektoratet skulle fremlægge deres plan for støjbekæmpelse af Furesø, i forbindelse med den planlagte udvidelse fra 4 til 6 spor.
Og jeg må også indrømme, at jeg faktisk blev ret stolt over at se, at der flere steder blev planlagt med op til 9 meter høje støjskærme. Det store arbejde med at forberede og påvirke oplægget til støjbekæmpelse bar frugt. Ikke mange steder har man så markante støjskærme.
At det lykkes bl.a. at sikre Værløse så godt, var bestemt ikke en selvfølge. Men efterhånden som jeg har fået læst mig ned i materialet begynder skuffelsen at stige. For den planlagte udvidelse vil betyde så mange flere biler og støj, at vi i 2040 fortsat kan se frem til, at godt 6.800 boliger vil være plaget af støj. I dag er det tal godt 8.000 boliger. Det siger sig selv, at vi ikke kan være tilfredse med, at så mange borgere fortsat vil være plaget af sundhedsskadelig støj. Støj som de vel at mærke både vil have i boligerne og i rekreative arealer rundt om vores søer. Det er stærkt utilfredsstillende. Derfor er det helt uomtvisteligt, at der skal stærkere indsatser til, så færre borgere plages af trafikstøjen. Mulighederne for at få støjen længere ned er mange.
De skal fremlægges for de ansvarlige på Christiansborg. Det bliver et arbejde, som vil pågå over sommeren, ind i efteråret og langt ind i næste byrådsperiode. Den kamp skal vi kæmpe – sammen. Jeg er klar til at kæmpe videre. En del af arbejdet kan man følge i den tværpolitiske Facebook-gruppe “Fiskebækbroen skal støjskærmes – mere støjreducering i Furesø.”

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder