Debat – Lad os bevare Gedevasevang!

Af Mogens Persson, Furesøgårdsvej 59, Farum
Hvordan kan 3 politikere fra Furesø Byråd være så uansvarlige at trække sig fra Gedevasevangs bestyrelse og samtidig true med at lukke aktivitetscenteret?
Jeg har gennem de sidste 12 år været både frivillig og bruger på Gedevasevang og inden min pensionering var jeg i mange år leder af et tilsvarende aktivitetscenter i Frederiksværk
Gedevasevang er et center som gennem utroligt mange år har fungeret perfekt med et bredt tilbud af aktiviteter til kommunens pensionister og efterlønnere, ikke mindst på grund af alle de frivilliges indsats samt en fantastisk og engageret, nu pensioneret leder. Et center som kommunens politikere gang på gang har fremhævet – ikke mindst på grund af de frivilliges (op mod 100 personer) store indsats til glæde for rigtigt mange seniorer i kommunen.
Konsekvensen af denne for mig set uansvarlige handling har nu betydet, at en stor usikkerhed har bredt sig blandt personale, brugere og frivillige. Samtidig står centret nu også i øjeblikket uden daglig leder, der i denne svære situation ville have kunnet gyde olie på de oprørte vande.
Jeg tvivler på, at de omtalte 3 politikere har et sådant indgående kendskab til Gedevasevangs dagligdag, når de agerer så uansvarligt. Har de mon oplevet den dejlige stemning med glade brugere, det være sig i løbet af en dag, på en bustur i omegnen eller på en af de utallige rejser, som vi i rejseudvalget hvert år tilbyder kommunens seniorer? Vil de risikere, at alt det falder på gulvet?
Jeg vil nu foreslå, at medlemmer fra Furesø Byråd inden der måtte blive truffet nogle forhastede beslutninger møder op og forklarer alle os frivillige og brugere, som er en vigtig brik i dagligdagens aktiviteter, hvorledes en åbenbart uenighed i bestyrelsen kan berettige en trussel om at trække kommunens tilskud til det velfungerende aktivitetscenter. Og så også samtidig lægge op til en konstruktiv og faktabaseret dialog om centrets fortsatte virke sammen med os frivillige og selvfølgelig også personalet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder