Debat – Lad os få visioner for Skulpturparkens fremtid

Helene Lund efterlyser visioner for Farum Skulpturparks fremtid. Foto: Furesø Kommune.

Af Helene Lund.
Jeg læser med glæde i Alt om Furesø, at Farum Internationale Skulpturparks 25-års jubilæum vil blive fejret både til Sankt Hans, hen over sommeren og med et spændende jubilæumsprogram som prikken over i’et den 31. august. Det fortjener Skulpturparken. Det er et helt unikt sted.
Ud over selve fejringen, håber jeg dog at jubilæet vil give anledning til nogle visioner for Skulpturparkens fremtid. Lige nu er indtrykket smukt med de fine blomsterøer på området. Men man skal jo ikke ret tæt på, før det bliver tydeligt, at skulpturerne trænger til en kærlig hånd, til en langsigtet plan for rensning og vedligeholdelse. Det gælder også skiltningen, som visse steder er svær at læse. Jeg foreslår derudover en QR-kode, for eksempel ved granitbordet midt på området, der kan lukke op for den helt særlige fortælling om Skulpturparkens skabelse i 1999.
Vi er mange, der værdsætter Furesø Kommunes indsats for biodiversitet; men jeg håber at græsset lige præcis i Skulpturparken vil blive slået jævnligt. Det ødelægger udsynet til skulpturerne, og det gør det svært at samles, lege og picnic’e på det skønne område, hvis græsset står for højt.
Endelig har det altid undret mig, at Furesø Kommune ikke har gjort mere reklame for vores Internationale Skulpturpark. Den er af høj kunstnerisk kvalitet og figurerer faktisk i internationale kulturguides, så det er lidt sløjt, at vi ikke gør mere lokalt. Lad det være en jubilæumsgave til Skulpturparken, at der søges om skiltning på motorvejen, der viser vej til dette helt unikke sted, så vi kan dele det med andre.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Debat – Lad os få visioner for Skulpturparkens fremtid”

  1. Birgitte Brandstrup

    Vi beboere i nærheden var så glade for det slåede græs i skulpturparken. Det var et levende sted, hvor man kunne lege og spille rundbold mm. Men ikke længere.
    Det er blevet til “flåt parken” hvor det ikke er sikkert at færdes og ikke muligt at lege. Altsammen fordi man tror, at det fremmer biodiversiteten blot at lade græsset gro.
    Vi holder af naturen og vil gerne støtte bede med insektvenlige blomster mm. Men vi ønsker også trivsel for mennesker. Derfor, hold græsset kort i skulpturparken.

Der er lukket for kommentarer.