Af Kresten Bergsøe
Valgkampen i Furesø er fyldt med floskler om grøn omstilling, bæredygtighed og fokus på vores fælles natur. I praksis er Furesø Kommune et miljøsvin – som står bag et helt uhæmmet svineri af vores vandmiljø. Ansvaret herfor ligger tungest hos Borgmester Ole Bondo Christensen og udvalgsformand Lene Munch-Petersen.
En ny aktindsigt har afsløret at samtlige udledningstilladelser i Furesø Kommune ikke lever op til gældende lovgivning og at udledningen af spildevand i Furesø og Farum Sø dermed er ulovlig.
Kloakvandet fosser fortsat ud i søer og vandløb – og det politiske flertal har nu siddet endnu 4 år på hænderne, alt imens forvaltningen, i en koordineret indsats med Novafos, har blokeret for at løse problemerne. Dette er ikke en tilfældighed, men den rød tråd – for spildevandsområdet har i årtier været groft ignoreret i Furesø Kommune. 4 år, fra 2016-2021 havde kommunen eksempelvis slet ingen gyldig spildevandsplan – hvilket ellers er lovpligtigt og viser noget om forvaltningens og flertallets reelle indsats i miljøpolitikken. Håndteringen af spildevand er kommunernes måske største miljøindsats og burde prioriteres som det vigtigste når tales miljøpolitik. Det sker bare ikke i Furesø.
Her er tale om en gigantisk overspringshandling fra forvaltningens side og kæmpe svigt fra Socialdemokratiet og deres parlamentariske grundlag bestående af EL og SF og det udstiller hykleriet og dobbeltmoralen når selvsamme partier konstant messer om grøn omstilling og naturværdier. Samtlige politikere udtrykker i valgkampen forargelse og ønsker problemerne med spildevandet i søerne løst – men når kommunalvalget er overstået vil det siddende flertal følge den sti som forvaltningen har betrådt i årtier – intet vil ændre sig, for vi er vidne til en genudsendelse fra de seneste to kommunalvalg, endda med det samme politiske flertal.
Hvad aktindsigten afslørede
Alle udledninger af renset og urenset spildevand kræver en gyldig udledningstilladelse, som opfylder en række krav fra EU direktiver, dansk spildevands- og miljølovgivning. Ingen udledningstilladelser i Furesø eller Farum Sø er i nærheden af at opfylde disse krav. En lille 1-sidet formular fra et sted mellem 1960-1980, uden volumen, uden grænseværdier for stoffer, uden krav til rensning, uden krav til kontrol, uden konsekvensvurdering, uden dato og uden underskrift er hvad Furesø Kommune anser som en gyldig udledningstilladelse. Det er det ikke. En blank blanket med et kryds er hvad Furesø Kommune anser som hjemmel til årligt at udlede 130.000.000 liter urenset spildevand fra Fredstofteparken til Farum Sø. Det er så grotesk, at man fattes ord. Sagen om den massive forurening af Vesterled Sø – hvor både udledningstilladelser er ugyldige og de tilladte anlæg ikke eksisterende – illustrerer hvor kynisk og magtfuldkomment forvaltningen agerer i spørgsmål om spildevand. Furesø Kommune fastholder at alt er i sin skønneste orden og fortsætter med at udlede 400 tons kloakslam i en lille sø – og beder lakonisk private bredejere om at betale oprydningen. Sådan agerer en ordentlig forvaltning ikke – men sådan gør Furesø.
Udledninger uden gyldige tilladelser er ulovlige. Når en forvaltning i årevis accepterer mangelfulde eller ugyldige tilladelser for udløb til Furesø og Farum Sø, samtidig med at man i flere år står uden en gyldig spildevandsplan, er det ikke en tilfældig smutter. Det er et udtryk for en ufattelig ringe forvaltningskultur, der agerer i strid med alle principper for god forvaltningsskik. Furesø Kommune leverer systemiske brud på sin myndighedspligt, der skal beskytte vores fælles natur. Svigtet er åbenlyst og udstiller hvor elendigt tilstanden er i Furesø Kommunes miljøpolitik, som er gennemsyret af massiv politisk uansvarlighed.
Søernes status levner intet albuerum tilbage
Både Furesø og Farum Sø er registreret med dårlig økologisk tilstand – begge med massive mængder giftigt slam, som dræber livet på bunden. Begge er Natura 2000 områder og tilhører altså den helligste natur i dansk miljølovgivning. Der må ifølge gældende lov, praksis og kendelser fra Natur og Fødevareklagenævnet ganske enkelt ikke tilføres stoffer, som på nogen måde forværrer søernes tilstand – men det gør Furesø Kommune dagligt uden at blinke, for det har man altid gjort. Natura 2000 betyder at ingen forringelser må finde sted, og alle beslutninger skal løfte mod målopfyldelse om god økologisk tilstand. Når basale tilladelser, planer og målinger halter, er det ikke blot uforsigtighed – det er direkte uforeneligt med EUs vandrammedirektivs logik og lovens praksis. Her er ikke tale om en tilfældig uansvarlig skødesløshed, men en iskold politisk vurdering: vælgerne kan ikke fastholde fokus på noget så usynligt som spildevand og en gradvis forringelse af vandmiljøet.
Forvaltning med kikkert for det blinde øje
Man kan som bekendt ikke styre det, man ikke måler. Forvaltningen har derfor valgt ikke at implementere flowmåling på kommunens overløb. Det er naturligvis praktisk, for man er netop ikke interesseret i at kende det faktiske omfang – for så er man jo tvunget til at handle på det. Aktindsigten viste, at der ikke findes konsekvente, gennemskuelige data for overløbshyppighed, volumen og stofmængder for samtlige overløb. Stadig i 2025 overvåges kun en lille del af overløbene og de indeholder ikke en fysisk måling af volumen – kun sensorer til at indikere et overløb og derefter skrivebordsestimater med enorme usikkerhed til at beregne volumen. Og denne usikkerhed er både forvaltningen såvel som Novafos fuldt tilfreds med. Det er ufatteligt, at Novafos har påtaget sig at udlede spildevand med basis i de aktuelle forhold – for det er Novafos som i praksis bryder loven, når der mangler gyldige udledningstilladelser.
Systemisk vildledning
Overløb udløses i ledningsnettet under regn, længe før vandet når et centralt renseanlæg. Novafos’ og forvaltningens plan om en “stor central løsning” kan derfor blive endnu en omgang kostbar symbolpolitik. Det eneste sikre er: høj gæld, dårligt CO2 regnskab, høje takster og fortsatte overløb. Alligevel sælges projektet som “fremtidssikring” af borgmester Ole Bondo Christensen og udvalgsformand Lene Munch-Petersen, i debatindlæg 21. maj 2025 i Alt om Furesø. Et indlæg pakket med påstande uden dokumentation og fyldt med vildledning i forhold til hvad konklusionerne fra de rapporter som skribenterne støtter sig på. Ingen har større ansvar for søernes elendige tilstand end netop disse to – den ene har haft det politiske ansvar for Furesø Kommune i 16 år, den anden har siddet som formand for Udvalg for Natur og Klima i 8 år. Begge lovede vælgerne løsninger ved sidste kommunalvalg, begge har siddet på hænderne lige siden. Begge stod for 4 år siden frem i offentligheden og lovede 63 millioner til at stoppe et kloakudløb 15 meter fra offentlig badestrand og intet er blevet realiseret. Nu lover de samme igen løsninger – uden dog at fortælle hvad og hvornår, alt imens borgerne svømmer rundt i deres eget lort.
Begge to står også bag Investeringsaftalen 2025 som er en direkte politisk svinestreg: Planen normaliserer fortsatte kloakoverløb, skubber reelle løsninger til 2038 frem for at sikre en lovmedholdelig spildevandshåndtering. Aftalen overser systematisk alternativer i nettet (decentrale biofiltre, ozon) som kan levere dokumentérbar effekt på den helt korte bane (2026-2027) til omkostninger som er brøkdele af realiseringen af Novafos og borgmesterens våde drøm. Inhabilitet gennemsyrer hele sagen – borgmesteren sidder i bestyrelsen for Novafos, udvalgsformanden er suppleant for borgmesteren. Borgmesteren har forpligtet kommunen til en strategi for mange år siden, uden at kende konsekvenserne – en strategi som nu viser sig at være utilstrækkelig, som koster borgerne kassen og ikke løser kloakoverløbene til kommunens søer.
Habilitet, objektivitet og faglighed er totalt fraværende i Furesø Kommunes håndtering af spildevandet – det måske vigtigste miljøområde af alle. Furesø Kommune har ikke skyggen af en plan for at løse kloakoverløb til søerne – og det politiske flertal ønsker reelt ikke problemet løst.
Skal problemerne løses – skal vælgerne i Furesø stemme borgmesteren og hans støtter ud af rådhuset ved det kommende kommunalvalg. Der kommer ingen løsninger fra det siddende styre i kommunen – det har de bevist i 16 år og sjældent har vi haft så stort behov for udskiftning af den politiske ledelse i kommunen.
Husk det den 18. november – du får hvad du stemmer på.







