Af Lene Bang (S). Næstformand i ældre og sundhedsudvalget
Debatter i pressen, på sociale medier, i Ældre- og sundhedsudvalget og senest i Byrådet har bølget frem og tilbage om maden, der produceres og serveres på plejehjemmet, Lillevang, i Farum.
Lillevang leverer også mad til til Plejehjemmet Svanerpunktet i Farum og til plejehjemmet Solbjerghaven i Værløse.
Er portionerne store nok? Er de af tilstrækkelig kvalitet? Skal maden overhovedet produceres på Lillevang eller skal andre tage sig af den del?
Det sidste har vi som bekendt taget stilling til i byrådet – maden, der serveres på Lillevang skal produceres lokalt på Lillevang. Så langt så godt.
På baggrund af drøftelser og input vi har fået om den mad, der serveres fra Lillevangs køkken, ønsker vi i Socialdemokratiet hurtigst muligt at få igangsat en plan for, hvordan vi altid sikrer måltider med den enkelte beboer i centrum.
Der er mange meninger om maden, og der knytter sig mange følelser til den – men vi er faktisk lidt usikre på, hvad der egentlig er op og ned i de meldinger, som vi hører. Det, der er vigtigt for os i det videre arbejde med hele tiden at være ambitiøse i forhold til den mad, der serveres, er at få et billede af, hvordan maden vurderes lige nu, og hvad beboerne og deres pårørende vurderer, der er vigtigt, at vi får forbedret.
Er der behov for efteruddannelse af personalet? Skal maden piftes op? Er portionerne for små? Er kosten tilstrækkelig alsidig? Prioriteres der rigtigt i forhold til ernæring?
Det skal vi have styr på – sammen med beboerne, deres pårørende, bestyrelsen på Lillevang og naturligvis medarbejderne i køkkenet.