Af: Anders Medum Groth, Radikale (B), Næstformand for Børn og Skole og Tine Hessner, Radikale (B) Kulturudvalgsformand.
Fra næste skoleår kommer alle Furesøs 4.914 skoleelever til at opleve den levende musik, når vi fremadrettet får arrangeret skolekoncerter på alle kommunens folkeskoler.
Vi har nemlig i kommunen lavet en aftale med Levende Musik i Skolen (LMS), der leverer professionelle koncerter i en meget bred udstrækning. Det vil både være klassiske ensembler, folkemusikere, gospel, pop, indie og metal som rammer eleverne i Furesø.
Det har været en radikal kæphest og prioritet, at vi på den måde giver alle Furesøs skolebørn mulighed for at opleve en levende og ægte koncert. Samtidig har vi også i kommunen iværksat en stærkere indsats ift. kulturen for vores mindste børn. Her arbejder Furesø Kulturskole på at lave kulturpakker indenfor billedkunst og musik til vores dagtilbud. For os i Radikale er det vigtigt, at kulturen kommer ud til borgerne, og ikke kun er i kulturhusene. For flere skal møde den. Samtidig mener vi, at det er afgørende, at kultur bliver en fast bestanddel af vores børn og unges opvækst. I kulturen dannes vi og udvikles vi. I kulturen sanser man og oplever. I kulturen får man sat sit liv i perspektiv og oplever en verden, der er større end en selv.
Kultur er en del af vores generationskontrakt. Det vil vi give videre til de næste generationer.







