Debat – Partnerskaber, der løfter alle børn i Furesø

Af Rikke Blak-Kristiansen (C) Byrådsmedlem og folkeskolelærer
Partnerskaber, der løfter alle børn i Furesø I Furesø Kommune tager vi altid vigtige skridt for at styrke vores skolevæsen og i den forbindelse har vi lavet en partnerskabsaftaler med Farum Lilleskole meget i stil med den vi længe har haft med Marie Kruse Privatskole.
Lad mig gerne starte med at slå fast, at præcis disse aftaler ikke handler om økonomisk støtte til frie og privatskoler. Der er ingen penge involveret. Det handler derimod om samarbejde, videndeling og en fælles ambition: At sikre de bedste muligheder for alle børn i Furesø uanset, hvilken skole de går på. I partnerskaberne arbejder vi sammen om nogle af de største udfordringer og muligheder i vores skolevæsen: At skabe bedre læseindsatser, særligt for børn med dysleksi. Her deltager både folkeskoler, Marie Kruse og Farum Lilleskole i et fælles læsevejledernetværk, så erfaringer og gode metoder deles på tværs. At give vores talenter bedre muligheder. Furesø har et stærkt idrætstalenttilbud, hvor børn kan kombinere skolegang med træning på højt niveau. Det samarbejder både folkeskoler og frie skoler om. Samtidig udvikler vi nye talentforløb indenfor fx naturvidenskab, musik og scenekunst.
At styrke børnefællesskaberne, så flere børn kan blive en del af den almene undervisning i stedet for at havne i specialtilbud. Det kræver udvikling af nye læringsformer og tæt samarbejde mellem skolerne – og det er præcis, hvad partnerskaberne giver mulighed for. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at rose både Farum Lilleskole og Marie Kruse Privatskole for at tage et ansvar, der rækker langt ud over deres egne elever. De stiller viden, erfaringer og ressourcer til rådighed til gavn for hele kommunen. Det er stærkt, og det fortjener stor anerkendelse. 
Som konservativ lokalpolitiker betyder det meget for mig, at vi tør se ud over de traditionelle skel mellem “offentligt” og “privat”. For mig er det ikke systemet, der er i centrum – det er altid børnene. Og når samarbejde mellem skoleformer kan skabe bedre trivsel, højere faglighed og flere muligheder, så skylder vi hinanden og børnene at gribe den mulighed. Jeg er utrolig stolt af, at vi i Furesø viser, hvordan samarbejde kan være vejen frem.
Partnerskabsaftalerne er et eksempel på, hvordan vi kan skabe et stærkere skolevæsen, hvor børn og unge får de bedste forudsætninger for at trives, lære og udvikle sig. Det er ikke en kamp mellem folkeskoler og privatskoler. Det er et fælles projekt for børnenes skyld. Og det er et projekt, jeg bakker helhjertet op om.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder