Af Mehmet Anik Byrådsmedlem og formand for Kultur, Fritid og Idrætsudvalget og Jacob Krarup, formand for Folkeoplysningsudvalget
I det såkaldte råderumskatalog i forbindelse med budget 2027 fremgår en besparelse på 500.000 kroner på aktivitetstilskuddet til foreningerne i Furesø Kommune. Det er efter vores opfattelse en helt forkert vej at gå. Heldigvis er det lykkedes at fjerne besparelsen i det budget, der nu er vedtaget.
For os at se er foreningerne i Furesø Kommunen en afgørende hjørnesten i rigtig mange lokale borgeres liv. Skal de blive ved med at være det, kræver det, at foreningslivet har gode rammer og vilkår for deres arbejde.
Flere foreninger og frivillige har henvendt sig til os med deres bekymringer omkring aktivitetstilskuddet. Det forstår vi godt, for aktivitetstilskuddet er en helt afgørende forudsætning for at kunne drive en forening med attraktive aktivitetstilbud til medlemmerne.
Som to ildsjæle, der er engageret i nogle af kommunens mange foreninger og i kommunens Folkeoplysningsudvalg, oplever vi på daglig basis den passion og kraft, som frivillige i foreningerne bidrager med til gavn for de enkelte medlemmer, lokalområdet og for kommunen som helhed.
Aktiviteterne i Furesøs foreninger er så mangfoldige, at der er plads i et fællesskab til alle – uanset alder, køn, interesser og forudsætninger. Det er vigtigt for vores fysiske og psykiske sundhed, for vores sociale kompetencer og for sammenhængskraften i kommunen.
Derfor er vi rigtig glade for, at det i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027-2030 er lykkedes at finde en løsning, hvor der ikke spares på aktivitetstilskuddet. Det betyder, at den nuværende ramme på ca. 7,7 mio. kr. til aktivitetstilskud fastholdes.
For os er det afgørende, at Furesøs mange foreninger baseret på frivilliges engagement fortsat har gode og stabile rammer for at skabe aktiviteter og fællesskaber for børn, unge og voksne.
Det er vores håb, at Folkeoplysningsudvalget i dets kommende arbejde kan bidrage til at sikre, at alle midler, der afsættes politisk, fremover vil komme foreningerne til gavn, så de kan drive og videreudvikle deres forening til gavn for foreningernes medlemmer og for Furesø Kommune.






