Af Lene Munch-Petersen, Socialdemokratiet, Anders Medum Groth, Radikale Venstre og Øjvind Vilsholm, Enhedslisten
Vi skal have mere natur i Furesø, og det har vi i byrådet givet håndslag på bl.a. i vores 2030-målsætning om, at større dele af de kommunale landbrugsjorde skal udlægges til natur. Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet vil gerne skabe endnu mere natur i vores kommune, og det skal komme oven i vores indsatser ved Hjortøgård og Baunesletten. Natur og Klimaudvalget har på vores møde her i juni besluttet en proces for omdannelse af vores landbrugsarealer på markerne dels syd for Ryget Skov dels markerne ved den østlige del af Paltholmvej.
Ved markerne ved Paltholmvej vil vi før sommeren undersøge mulighederne for naturlig vandstand – vi fjerner de eksisterende dræn, så vi kan opnå en mere naturlig hydrologi. Det kan berige områdets naturtilstand.
Vi vil desuden sætte skilte op i begge områder for at orientere om de kommende naturområder og oplyse om, at hunde skal føres i snor for at beskytte den kommende natur. Markerne ved Ryget Skov vil vi gerne i dialog med borgerne omkring. Hvordan skal fremtidens natur se ud her? Den dialog skal starte allerede nu.
I foråret 2026 vil vi derudover etablere markvandringer for borgere og interessenter for at drøfte de kommende naturindsatser.
Ved udvalgte naturplejeopgaver vil vi inddrage skolelandbrugets talenter, spejdere, skoler, foreninger som frivillige. Naturindsatserne vil blive finansieret af statslige midler i form af ekstensiveringsordningen på knapt 2 mio.kr.







