Få mennesker oplevede så kometagtig en karriere som Vincent von Hahn. Men ligeså få mennesker oplevede, at blive så forhadte som Vincent von Hahn. Manden bag den kongelige vildtbane i Hareskoven.
Midtvejs i Fægydens nordre stensætning finder man en ejendommelig hvid sten. Om denne sten siges det, at man ved måneskin en midnatstime kan se ”Den onde Jæger Hahn” ride rundt i vildtbanen på sin ganger. Ridtet slutter altid i den hvide sten.
Vincent von Hahn var en tysk junker, som kæmpede på dansk side imod svenskerne. Christian V. fandt stor glæde ved Vincent von Hahn og de blev omgangsfæller. I en alder af 28 år blev Vincent von Hahn udnævnt til Overjægermester i Danmark og fik landsbyen Tibberup ved Herlev i gave af kongen. Von Hahn nedlagte landsbyens gårde, forviste bønderne og opførte sædegården Hjortespring. Her kom navnet ”Den onde jæger Hahn.” Vincent von Hahn var nu også kendt som en intrigemager ved hoffet, hvor der ligefrem var en klike ved navn ”Det Hahnske Parti”.
Fra Hjortespring havde Overjægermesteren mulighed for at opbygge en kongelig vildtbane til parforcejagt i Hareskovene. Christian V. oplevede den brutale jagtform under et besøg hos Solkongen i Frankrig. I 1687 anlagde Von Hahn den 31 kilometer lange vildtbane i Harreskovene. 384 soldater udførte selve arbejdet med de 20 alen brede veje med ridespor i midten og brede græsrabatter i siderne.
Fra en lille bakke ved Femvejen kunne de fine gæster følge den nådesløse jagt på en kronhjort. En gruppe ryttere, en kobbel hunde og et stort jagtkompagni til fods forfulgte det stakkels dyr til det var segnefærdigt. Så steg selskabet fineste deltager af hesten, tog sin hirschfænger frem (30-40 centimeter lange kniv) og sneg sig ind på dyret skråt bagfra for at stikke det i hjertet.
Det var ikke ufarligt. Christian V. blev tildelt så store skader af en kronhjort under en jagt på Eremitagesletten, at det blev hans endeligt.
Vincent von Hahn døde blot 48 år gammel af druk. Men ifølge sagnet rider han altså fortsat på vildtbanen, som ellers blev nedlagt i 1851.
Kilde: Værløse Historiske Forening Årssskriftt 2015.
