Den rare boghandler blev en del af Farum

Erik Mørk stopper efter 39 år og ti måneder som boghandler på Farum Bytorv.

Erik Mørk har solgt Farum Bog & Idé efter næsten 40 år, men han vil fortsat nyde livet i byen, som han absolut ikke ville flytte til dengang i 1985.
Af Mikkel Kjølby
 Det handler om, at kunne slå skuldrene ned, tage i Tivoli og nyde en frokost med fru Hanne uden at skele til smartphonen. Boghandler Erik Mørk har solgt Farum Bog & Idé to måneder før sit 40 års jubilæum på Farum Bytorv.
– Dåbsattesten siger, at det er tid til at stoppe. Jeg skal ikke bæres ud herfra. Jeg skal til at slappe af og have det godt. Det glæder jeg mig til, siger Erik Mørk.
Butikken bliver i familien. Eriks brors papsøn, Thomas Amsink, har købt Farum Bog & Idé. Han driver i forvejen syv af kædens butikker. På den måde er ringen sluttet for Erik.
Det at være boghandler er en familiearv. Eriks far drev boghandel i Charlottenlund, men gik bort, da Erik var ganske ung. Familien drev boghandlen videre i fællesskab, og Erik tog uddannelsen som boghandler.
I 1985 blev Farum Boghandel sat til salg. Kaj Rasmussen startede den på Farum Hovedgade (I dag Pitten red.), men da bytorvet stod klar i 1977, flyttede han boghandlerdelen. Kaj forlangte at få den bedste placering. Han fik et lokale på 144 kvadratmeter på hjørnet lige ved Super Brugsen og Irma.
– Min bror Knud spurgte om vi skulle købe den. Vi købte den sammen, men efter nogle år overtog jeg hele ejerskabet, erindrer Erik Mørk.
I forhold til boghandlen i Charlottenlund var det en lille boghandel.
– Farum var ikke, hvad den er i dag, siger Erik Mørk.
Måske var det også årsagen til, at Erik på ingen måde ville flytte til Farum.
– Jeg ville absolut ikke flytte til den by, hvor jeg arbejdede, men der gik ikke ret lang tid, før vi alligevel flyttede til Solhøjpark i Stavnsholt. I dag bor vi i samme område. Jeg har ikke fortrudt det en eneste gang, for det er en fantastisk by. Farum har alt. Tæt på naturen, men også København, siger Erik Mørk med kærlighed i stemmen.
Erik og Hanne fik to sønner. En af dem er også flyttet til Farum. I dag er børnebørnene i fokus.

Det gik fremad med forretningen.
I 1989 gik Erik med i Bog & Idé-kæden og udvidede butikken til dobbelt størrelse, da han overtog de tilstødende lokaler fra en gardinforretning.
– Det gjorde, at vi fik plads til meget mere, og med Bog & Idé kom der faste rammer og fælles markedsføring, fortæller Erik Mørk.
I mange år var der ikke mange, som vidste, at Erik stod som ejer af butikken. For i 1990 hyrede han sin læremester René.
– Han var den gamle boghandler. En utrolig rar og hyggelig person. Alle troede, at han var boghandleren. Det passede mig fint. Det var fantastisk at have sådan en person i butikken indtil han gik på pension i 2003, fortæller Erik Mørk.
Centeret var dog fortsat et åbent center, og på regnvejrsdage kom der ikke en sjæl i butikken. Der var der råd for. I 1993 blev det besluttet at overdække Farum Bytorv.
Det skete efter en periode med megen debat. Mange lokale borgere var imod det. Det regnede med læserbreve fra kunder, som aldrig ville sætte deres fod i et overdækket center, og det skælvede i byrådet, men i sidste ende blev det vedtaget. Intet har siden været det samme.
– Det var skelsættende. Overdækningen rykkede helt vildt, siger Erik Mørk.
Farum Bog & Idé blomstrede. I 2000 overtog Erik også Værløse Bog & Idé, men da huslejen blev sat i vejret, kunne det ikke hænge sammen, og han lukkede den afdeling i 2008. Det ændrede ikke på hans lyst til at ekspandere. Det gjorde han endnu engang i 2011, da BR Legetøj lukkede.
– Bog & Idé havde købt Legekæden nogle år forinden. Andre havde allerede gjort det. Hanne og jeg snakkede en del om det, men da vi så hørte, at naboen Hünkemöller var ved at lukke, slog vi til. Vi fik rykket det frem, så vi kunne overtage lejemålet, og åbne den 1. september 2020, så vi fik julehandlen med, forklarer Erik Mørk.
Kort efter ramte coronavirussen. Farum Bytorv blev lukket ned, men den første julehandel blev reddet af en nødløsning. Butikkerne fik lov til at åbne bagdørene ud til parkeringspladsen.
– Vi kom igennem det, men havde vi ikke haft en økonomisk buffer, så havde vi haft et problem, erindrer Erik Mørk.
Farum Bytorv har med årene ændret struktur. Sammensætningen af butikker er en helt anden end i 1985.
– Det var en anden tid, da jeg startede på Farum Bytorv. Der var mange mand-og-kone butikker, hvor alle kendte ejeren. Det gør en forskel. I dag er det kædebutikker. Der er ikke det samme sammenhold som i gamle dage, men det er tiden, sådan er det, siger Erik uden fortrydelse.
Han ved, hvad han taler om. For han er med årene også blevet formand for Centerforeningen for Farum Bytorv.
Erik Mørk holder afskedsreception den 29. januar klokken 14 til 17.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Den rare boghandler blev en del af Farum”

  1. obviously like your web site but you have to check the spelling on several
    of your posts. A number of them are rife with spelling issues and I to find it
    very bothersome to inform the reality on the other hand I
    will certainly come again again.

Der er lukket for kommentarer.