Den smukke runddysse i Ryget Skov

Runddyssen i Ryget Skov er dateret tilbage til Tragtbægerkulturen.

Der er noget dragende over den smukke og velholdte runddysse ved Sækkedamsvej i Ryget Skov.
Af Mikkel Kjølby
Hvis man går en tur i Ryget Skov, møder man en rundhøj. Den står lige ved skovvejen Sækkedamsvej, lige inden det går stejlt nedad til Sækken.
Den er så flot og velholdt, at man ikke kan undgå at få en mistanke om, at den er blevet restaureret.
Ifølge Historisk Atlas er den dannet af fire sidesten med en meget stor overligger og blev i 1931 rettet op af skovrider Buchwald.
Dyssens markante placering har fået mange børnefamilierne til at holde pause netop her. Så kan børnene krybe ind under den store overliggersten og sidde lige ovenpå knoglerne, for det er jo i bund og grund en gravplads. De døde blev lagt i et stenkammer under runddyssen.
Dyssen har stor kulturhistorisk værdi, da den menes at stamme tilbage fra stenalderens tragtbægerkultur fra omkring 4100-2800 f.v.t.


Tragtbægerkulturen er opkaldt efter et karakteristisk lerkar med tragtformet hals og var den første bondestenalderkultur og markerer overgangen fra jæger-samlerliv til landbrug og kvægavl.
Runddyssen kan have sammenhæng med den boplads fra bondestenalderen, som Niels Bødker Thomsen fandt tilbage i 1970erne. Den blev tidsdateret til cirka. 3600 f.v.t.
Bopladsen lå i udkanten af Baunesletten helt ned til Sækken, hvor der også er fundet religiøse ting fra samme tid. Det er sandsynligt, at beboerne var blandt de allerførste beboere i området og er kommet sejlende i primitive både ind fra Øresundsområdet igennem Mølleåsystemet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder