Peter W. Madsen fandt planten Digitalis lige der, hvor de historiske kilder angiver, at den skulle være – lige ved den hellige kilde, Harrekilde.
Af Mikkel Kjølby
Engang var Harrekilde omdrejningspunktet for ceremonielle og religiøse begivenheder i Hareskoven. I dag er den næste glemt og vanskelig at finde.
Alt om Furesø skrev om Harrekilde forrige år. Artiklen var baseret på skovrider E. Laumann Jørgensens fortælling i Værløse Historiske Forenings årsskrift 1981. Her omtales tilstedeværelsen af planten Digitalis tæt på Harrekilde.
Peter W. Madsen blev fascineret af fortællingen om Harrekilde og har ved flere lejligheder besøgt området for at forsøge at finde og ved selvsyn at opleve kilden, den store sten og andre af de nærliggende landmærker, som beskrives af skovrideren.
Han ledte også efter Digitalis-planter. Nu har han fundet planten. Peter W. Madsen fandt nogle enkelte eksemplarer i en lille lysning ganske tæt på stedet, hvor de blev set i 1981. Det vil sige cirka 100 meter nordvest for Harrekilden.
– Jeg troede, at efter 45 år ville de sidste rester af Digitalis være forsvundet, men de er der skam endnu, siger Peter W. Madsen.
Harrekildes religiøse betydning går ifølge E. Laumann Jørgensens beretning tilbage til hedensk tid, hvor den var samlingspunkt Midsommeraften og Valborgsaften. Her blev der brændt blus – ganske som vi i dag gør Skt. Hans Aften. Traditionen bød også, at man kastede pinde og sten i kilden for at øge kildens kraft til at hjælpe mennesker.
Digitalis-planten er formentlig kommet til langt senere – formentlig indført som medicinsk i 1600-tallet.
– Det er ikke noget tilfælde at de står lige der. Det var der kilden var, og den havde ceremoniel og religiøs betydning. Jeg tror, at de er plantet, for det ser ikke ud til, at der er nogen i nærheden. Det er nok sket omkring 1600. Omkring det tidspunkt man fandt ud af at bruge planten til medicin, siger Peter W. Madsen.
Han har en klar opfordring til andre, hvis man skulle støde på Digitalis.
– Hold dig væk fra planten, den er giftig, fastslår Peter W. Madsen.
