Snevejret i sidste uge gav ikke blot trafikale, men også logistiske problemer i forhold til afhentning af renovation. Alt Om Furesø har spurgt ind til årsagerne til den manglede afhentning af renovation.
Af Mikkel Kjølby
Det kraftige snevejr sidste uge skabte en /undskyld udtrykket) sneboldseffekt i forhold til afhentning af renovation. Skraldebilerne kørte ganske enkelt ikke ind på veje med ringe snerydning.
Alt Om Furesø har fået meldinger fra en række veje i Furesø Kommune, hvor der ikke er hentet renovation af Verdis A/S, som fra 2. januar 2025 overtog opgaven fra Remondis.
Alt Om Furesø har stillet Claus Torp, direktør for by- og kultur i Furesø Kommune spørgsmål om sagen.
Spørgsmål: Hvorfor blev skraldet hentet i andre kommuner, men ikke i Furesø? Er der noget i kontrakten, som har gjort det muligt for renovationsarbejderne at lade være med at hente skraldet ved dårligt føre?
I vores kontrakt står der tydeligt, at der som udgangspunkt skal hentes affald uanset vejret, og at renovatøren så vidt muligt skal gennemføre den normale tømning. Samtidig skal renovatøren naturligvis overholde de nationale arbejdsmiljøregler. Det kan være svært for borgere at forstå, hvorfor nabovejen eller nabokommunens vej bliver ryddet, men ikke ens egen. Niveauet for snerydning afhænger af vejens klassificering. Klasse 1-veje er meget befærderede og ryddes som de første og i hele døgnet. Kommunale boligveje er typisk klasse 3 og 4 veje. Klasse 3-veje ryddes, når de mere trafikerede veje er ryddet, mens klasse 4-veje ryddes undtagelsesvist. Endelig er der private fællesveje, hvor grundejerne selv har ansvaret for rydning og saltning. Dette forklarer som udgangspunkt forskellene. Borgere kan se hvilken klasse, deres vej har her: https://www.furesoe.dk/p/Dokumenter/Borger/Veje%20og%20trafik/Snerydning/Vinterregulativ_Veje.pdf
Spørgsmål: Hvordan er situationen i forhold til affaldsafhentning? Har man indhentet det tabte?
Så snart veje, fortove og adgangsveje er farbare, vil affaldsafhentningen fungere normalt igen efter den oprindelige tømmekalender, dvs. der vil ikke være ekstratømninger. Da der fortsat er udfordringer, bl.a. på private fællesveje, er affaldsafhentningen endnu ikke som den plejer. På grund af det meget glatte føre i går nat (natten til onsdag red.), saltede Driftsgården vinter-vejklasse 1, 2 og 3 veje. https://www.furesoe.dk/borger/veje-og-trafik/snerydning)








3 kommentarer til “Direktør svarer på spørgsmål om manglende afhentning af skrald”
Så må vi jo helt naturligt bede om at kommunen tilbagebetaler det renovationsbidrag som vi har betalt for en ydelse som ikke leveres. Jeg kan ikke se det rimelige i at betale for en ydelse som ikke leveres.
Enig, vi får ikke asfalteret efter fjernvarmevejarbejde (afsluttet maj 2025), og vi har ikke set skyggen af snerydning. Jeg formoder alle større veje var ryddet torsdag 15/1, men ingen kl3 rydning hos os, og dermed ingen rydning siden før jul.
Vi bør få nedslag i prisen for renovation – så ville der måske være incitament for kommunen i også at rydde kl3 veje når de andre er ryddet.
Og jeg har ikke lyst til at være politimamd og sikre at naboer rydder sne.
Det kunne være at kommunen skulle overveje at finde en ny direktør for by- og kultur som er sit ansvar voksent og som tager borgernes (kundernes) problemer seriøst i stedet for dette “ikke” svar han giver her.
1. Kunderne betaler for en service de ikke modtager (det var der ingen der havde accepteret i privat regi, så hvorfor accepteres det her)
2. Kontrakten stiller kommunen (og dermed borgerne) ringe og burde ikke være accepteret, hvis Verdis kan slippe af sted med at ikke at hente affald under helt normale vinterforhold (og som minimum ikke skal levere manglende afhentning, så snart forholdene tillader det). Det var ikke en ekstraordinær situation.
3. Og for at stille det på spidsen og for at tydeliggøre hvor bizart fry her er: En del borgere har ikke fået hentet skrald i en måned og bliver ikke kompenseret (eller taget seriøst af direktøren for by- og kultur).
Fordi: Kommunen har sparet på budgetterne til snerydning, så der ikke længere bliver ryddet sne rettidigt og fyldestgørende (læg mærke til hvordan vejene er ryddet i vores nabokommuner når det sner). Dermed får en del borgere ikke hentet skrald, på grund af en dårlig kontrakt med Verdis, som giver dem mulighed for ikke at hente skrald når der er sne på vejene (og som ikke kræver efterfølgende hentning). Samtidig er prisen for renovation steget markant – tænker ikke at Verdis er spor utilfredse. Men man fristes til at spørge om der er en voksen til stede hos By- og kultur….
Der er lukket for kommentarer.