Værløse Golfklubs Oscar Risager Krzton fandt det gode spil ved DM i Hulspil for juniorer.
Af Mikkel Kjølby
Alle golfspillere har perioder, hvor der bare er et eller andet med teknikken som driller. Sådan var det for Oscar Risager Krzton i foråret 2026.
Sidste års danske mester i hulspil for juniorer og slagspil for seniorer kæmpede sig igennem et par store internationale turneringer uden at have det sædvanlige glid i spillet.
Det ændrede sig ved slagspilskvalifikationen til DM i hulspil for juniorer. Oscar vandt kvalifikationen og tog også et par sikre sejre i de første to runder.
I semifinalen gik det strygende frem til 11. hul, men så begyndte modstanderen at spille helt forrygende. Matchen blev uafgjort, men blev afgjort på det første ekstra hul.
Oscar Risager Krzton må derfor nøjes med bronzemedalje.
– Jeg havde rigtig god kontrol i starten af turneringen, ved at vinde kvalifikationen og vinde de to første matcher uden større besvær. I semifinalen var jeg også i god kontrol efter de første 11 huller, men begynder at lave nogle små fejl på de næste to. Og han begynder at lave nogle birdies. Så der var ikke så meget at gøre, fortæller Oscar Risager Krzton.
Oscar Risager Krzton nyder at nørde med spillet. Det får han tid til i den kommende tid.
– Den næste periode er stille og rolig. Jeg spiller en holdturnering på Ecco Tour, men ellers har jeg tre uger fri inden jeg skal til Skotland og spille Boys Amateur, lyder det fra Oscar Risager Krzton.







