De sjældne sommerfugle er i tilbagegang overalt, og Furesø er ingen undtagelse. Derfor skal vi sætte ind nu. Vi skal give naturen plads og gøre den vildere.
Af DN Furesøs bestyrelse
Grøn Busksommerfugl og Violetrandet Ildfugl er de eneste sjældne sommerfugle, der er tilbage i Furesø Kommune. En heldig haveejer kan støde på 10-15 sommerfuglearter i haven, men det er de mest almindelige: Nældens Takvinge, Admiral, Dagpåfugleøje.
De sjældne arter kræver mere vild natur, for de er tilpasset naturtyper, som vi mange steder har mistet. Vi står i en global biodiversitetskrise, hvor 1800 arter i Danmark er i fare for at forsvinde.
Hvad har sommerfuglene brug for?
Grøn Busksommerfugl trives i moser og lægger æg på tranebær og mosebølle. I Farum Præstemose, Sortemosen og Sækken kan man være heldig at møde den, men i Sortemosen blev der i år kun set enkelte eksemplarer. Det er foruroligende, da Sortemosen ligger centralt mellem de øvrige levesteder og tidligere var et sted, hvor sommerfuglen fløj talrigt. Derfor er der brug for tiltag, så nye træer og græs ikke får lov til at dominere.
Violetrandet Ildfugl trives på blomsterrige og let græssede overdrev og enge – nu kun på Baunesletten og Flyvestation Værløse, sidstnævnte sted dog meget fåtalligt. Overdrev og enge er ofte blevet græsset så hårdt, at blomsterne er forsvundet, eller de er slet ikke blevet græsset. Så forsvinder blomsterne i takt med at græsset dominerer. Hvis man havde flere heste og køer i store sammenhængende og varierede områder, ville det være et bedre landskab for Violetrandet Ildfugl. Og så skal der heller ikke høstes i sommermånederne eller ske hård sommergræsning.
Kræver forandringer – men vi kan godt
Skal vi bevare sommerfuglene i Furesø, er det vigtigt med nye tiltag, der kan sikre den vilde natur. Vi håber, at rigtig mange Furesø-borgere vil støtte nye gavnlige og målrettede indsatser.
Vil du selv gøre noget, kan du tage fat i din have, på din arbejdsplads eller på dine marker og lade vildskab, blomster, naturpleje og hjemmehørende arter råde.