Netop i denne tid får man et ekstra flot syn, når man kører mod Farum af Frederiksborgvej. Lige efter lyskrydset ved Ballerupvej får man øje på Dyssen ved Fiskebæk oppe i landskabet til venstre. Her troner den på majestætisk vis. Faktisk har den aldrig været så synlig som lige nu. Det er der gode grunde til.
– Lige nu er træerne ikke sprunget helt ud endnu, men det skyldes også, at Værløse Arkæologigruppe ryddede den for beplantning sidste år, forklarer Niels Bødker Thomsen fra Værløse Arkæologigruppe.
Dyssen ved Fiskebæk blev den kaldt, da den blev beskrevet af Karl K. Nielsen i Værløse Lokalhistoriske Forenings Årsskrift i 1952.
Den blev bygget 3500 år før vores tidsregning. Altså for 5500 år siden. Alt den ligger lige her, er ikke en tilfældighed.
– Der lå en af de vigtigste færdselsårer lige mellem Farum Sø og Furesøen. Derfor er der også spor af hulveje lige ved dyssen, forklarer Niels Bødker Thomsen.
Dyssen blev lagt, så man kunne få øje på den. For her var der intensiv færdsel. På den tid har der boet max. 200 mennesker i hele Furesø-området, men der er flere spor efter dem. Der er fundet et stenalderhus på Kollekollesletten og en slibesten i Nørreskoven samt den nærliggende Boghvededyssen.
Dyssen ved Fiskebæk er udstyret med noget, som ligner et gravkammer, men det er det ikke. Godt nok blev de døde lagt her, men de store dele af skelettet blev samlet op igen, når de var gået i forrådnelse og bragt til et såkaldt Samlingssted, hvor knoglerne blev lagt langs et plankeværk. Et sådant sted menes at have ligget i den anden ende af Farum Sø.
– Det var en dødekultur som havde en relation til måneformørkelserne, fortæller Niels Bødker Thomsen.
Det kaldes også for Knoglekulturen eller Forfædrekulturen.
Dyssen ved Fiskebæk består af en overligger, gravkammerets side- og endesten samt 19 randsten. Den er beskyttet af en stensætning ud mod Frederiksborgvej.
Dyssen ved Fiskebæk troner flot ved Frederiksborgvej
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest