Egeskolens elever brugte en uge på at forberede filmene. Den sidste uge gik med produktion af fire film. Mandag aften var der premiere på filmene.

Over en periode på to uger, har 10. klasses elever på Egeskolen under vejledning af Mikkel Anfred lavet film i Filmhåndværkerskolens lokaler.
Af Mikkel Kjølby
Filmstationen på Flyvestation Værløse har en gigantisk ambition om at uddanne næste generation af filmtalenter og har indrettet en del af Flyve Materiel Kommandoens tidligere lokaler til Filmhåndværkerskole. På sigt er det tanken at etablere en egentlig filmhåndværkeruddannelse på stedet, men allerede nu kan skoleklasser få tilrettelagte forløb. Det har Egeskolen gjort brug af.
Over to uger har elever fra Egeskolens 10. klassecenter i Jonstrup lavet film på Filmhåndværkerskolen. Mandag aften var der premiere på de fire film, her var elever og forældre samlet for at se resultatet af to ugers spændende og udfordrende arbejde.
Thomas Kristensen, der er ejer af Filmstationen, glæder sig over forløbet med Egeskolens 10. klassecenter.
– Det er hele Filmstationens grundidé at samle og udvikle den danske filmbranche og det er ikke mindst vigtigt at udvikle fødekæden. Det er også en af vores missioner, at man som ung skal kunne uddanne sig i lokalmiljøet, hvor man bor. Tak til Furesø Kommune for at bidrage til Filmhåndværkerskolen for børn og unge, lyder det fra Thomas Kristensen.
At bruge filmhåndværket i undervisningen er ikke nyt for lærer Stine Schack, men det faglige niveau på Filmhåndværkerskolen har været en øjenåbner,
– Jeg har altid været glad for at arbejde med genren med eleverne, og eleverne har også været engagerede i processerne omkring filmarbejdet. Eleverne har altid haft sådan nogle gode idéer til deres film og har skrevet meget fine manuskripter. Alligevel har hverken de eller jeg oplevet den kvalitet i de endelige film, som vi ønskede, simpelt hen fordi, der er meget stor forskel på at lære om en genre og de forskellige filmiske virkemidler – og så det rent faktisk at filme en film. Her har Mikkel Arnfred i den grad været ”det, som manglede” i processen – og de film, som vi har fået produceret sammen med ham – kan eleverne være så stolte af. De er fantastiske – og jeg er en meget stolt og glad lærer, fortæller Stine Schack.

Filmen Bag lukkede døre og tre andre film fik premiere mandag aften ved en forevisning for forældrene.

Mikkel Arnfred har en solid baggrund indenfor filmbranchen og har i mange år undervist på UngFuresøs hold Filmspottet, som også bruger lokalerne på Filmstationen. Han kunne mærke, at det var hjerteblod for Stine Schack.
– Hun kom med en fed energi og vi fik sammen lavet en plan for forløbet, siger Mikkel Arnfred.
Med to ugers skoleforløb var der tid til at gøre tingene grundigt.
– Den første uge brugte vi på at blive fortrolige med håndværket og filmsproget. Kigge elevernes manuskripter igennem, snakke ”Show, don’t tell” og arbejde med karaktererne i deres historier. Gøre dem til mennesker af kød og blod. Uge to var ren produktion: optagelser og redigering. Filmplakater til allersidst. Der blev arbejdet til sidste sekund, fortæller Mikkel Arnfred.
Der er et fælles tema for de fire film. Noget meget rammende for unge mennesker.
– Deres film handler om unge der har det svært, og det har været rørende og stærkt at opleve, at de også selv har turdet give slip, være sårbare og give noget af sig selv i processen. Det er det der skal til – udover håndværket – hvis man vil fortælle vedkommende historier, forklarer Mikkel Arnfred.

Fakta om Filmhåndværkerskolen
Filmhåndværkerskolen for Børn og Unge er et kreativt uddannelses- og filmmiljø med høj faglighed placeret lige midt i det aktive produktionsområde på Filmstationen i Værløse. Her mødes elever fra grundskoler og ungdomsuddannelser om at skabe film og dyrke deres passion for fortællinger, håndværk, teknologi og kreativt samarbejde – i eller uden for skoletiden.
De unge har her deres daglige gang mellem kunstnere og teknikere samt et netværk af tilknyttede virksomheder, undervisere og filmnørder, der arbejder professionelt i branchen. Det giver de unge en helt unik mulighed for at få viden, oplevelser og inspiration til at finde deres egen vej ind i miljøet.
Furesø Kommune har fokus på en skolehverdag med plads til fordybelse, alsidighed og trivsel. Undervisningsforløb på Filmhåndværkerskolen er et eksempel på, hvordan en særlig faglighed – her filmskabelse – kan engagere eleverne på en anderledes måde og dermed tilbyde flere elever mulighed for at deltage og lære i fællesskaber.
Der er indgået aftale mellem Furesø Kommune og Filmstationen således at Furesø Kommunes skoler, efter aftale, gratis kan benytte Filmhåndværkerskolens lokaler. Læs mere på filmhåndværkerskolen.dk

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder