Eliselund – minder om en svunden tid

Eliselund i storhedstiden som traktørstedet. Billedet er fra 1958. Foto: Hareskovhistorie.dk

Hareskovby opstod i kølvandet af etableringen af Slangerupbanen, som bragte turister og muntre sjæle til det imponerende forlystelsessted Hareskovpavillonen.
Men der var plads til andre hyggelige traktørsteder. Skovlyst eksisterer den dag i dag, men i den anden ende af byen gik det ikke helt så godt for Eliselund.
Den smukke bygning på adressen Åvej 2-4 blev opført i 1923, og året efter rykkede Albert Timmermann og fruen Elise ind i huset.
Elise drev traktørstedet Eliselund i mange år. Det var kendt som et særdeles hyggeligt sted, når søndagsturen skulle suppleres med en kop kaffe eller en lille en.
Eliselund ændrede gennem årene forretningsgrundlaget mange gange. I 1940 var det pension og rekreationssted, i 1948 var det en skovbar og i 1950´erne var der liv og glade dage med kaffe og musik om søndagen, og jazzbal om aftenen.
Historien om traktørstedet sluttede med tidernes ugunst i fattigfirserne. I 1979 søgte ejeren Ruth Watson om nedrivning med henblik på udstykning, sådan gik det nu ikke. Ejendommen kom på tvangsauktion i 1987 og har siden været helt almindelig bolig.
Et hårdnakket rygte i lokalbefolkningen fortæller, at Eliselund var mødested for Warszawa-pagtens spioner, som skulle holde styr på Flyvestation Værløse, men det er ikke muligt at få bekræftet.

Knud Andreasen sammen med tjener Alice. Knud var gift med forpagteren, Johanne Andresen. Foto: Hareskovhistorie.dk
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

2 kommentarer til “Eliselund – minder om en svunden tid”

  1. Karsten Klausen

    Forpagteren af Eliselund var Johanne Andresen , billedet er af Knud Andresen som var Johanne`s mand og den anden person er Alice som var tjener på Eliselund

Der er lukket for kommentarer.