
Andreas Søndergaard meddeler på InstaGram, at makkerskabet med Jesper Toft stopper efter fem års samarbejde.
Af Mikkel Kjølby
Da Andreas Søndergaard og Jesper Toft i sin tid begyndte at spille sammen, var de blot et par ambitiøse unge mænd med store drømme.
Fem år senere stopper de samarbejdet. De vandt DM i herredouble i 2024 og tog sølv ved EM samme år. Det førte til, at først Jesper Toft og siden Andreas Søndergaard blev optaget på Det Nationale Træningscenter i Brøndby.
Denne sæson har ikke budt på de store bedrifter i herredouble, mens Jesper Toft har haft stor succes i mixeddouble med Amalie Magelund, senest med guld ved EM.
– Alle de bedste ting i livet kommer til en ende, og det gør dette også. Vi har delt utrolige øjeblikke på banen og de sværeste nederlag. Jeg vil fortsat være en kæmpe fan af Jesper og støtte ham så godt, som jeg altid har gjort. Vigtigst af alt fortsætter vores tætte venskab, skriver Andreas Søndergaard på InstaGram.
Der er ikke nogen melding om en ny makker til Andreas Søndergaard. Han vil fokusere på sig selv.
– Med dette kapitel lukket, brænder jeg for at komme tilbage i den bedst mulige version af mig selv og se, hvad fremtiden bringer, skriver Andreas Søndergaard, som fortsætter klubkarrieren i Værløse Badminton.