En rejse gennem Furesø – Med dyr og fællesskab i fokus

Æslerne Carlo og Rosita samt hesten Bjørk blev modtaget med stor interesse af beboerne i Fulgsangpark. Foto: Nanna Rugh Wrangel.

Nanna Rugh Wrangel fra NaturTalenterne flyttede to æsler og en hest fra Missilfolden på Flyvestation Værløse til en indhegning ved Fuglsangpark i Farum. Det blev en magisk rejse.
I de seneste år er der kommet meget fokus på afgræsnings positive effekter for biodiversitet. De sidste par år har beboerne i Boligselskabet Fuglsangpark i Farum haft køer til at afgræsse deres områder. I år er der lavet en aftale med NaturTalenterne på Flyvestation Værløse.
Nanna Rugh Wrangel fra NaturTalenterne tog derfor på en 10 kilometer lang rejse med æslerne Carlo og Rosita samt hesten Bjørk. Det blev en gåtur over grønne enge ved Præstesøen, over Baunesletten og videre forbi Farum Sø, hvor solnedgangen malede en betagende kulisse. I skumringen passerede gruppen Furesøen.
– Det føltes som om, vi på en magisk måde blev bundet sammen med vores omgivelser, både i naturen og i fællesskabet omkring den. Da vi nåede Fuglsangpark, ventede der os en særlig velkomst fra beboerne i boligforeningen, som var ivrige efter at tage imod dyrene fortæller Nanna Rugh Wrangel.
Beboerne i Fuglsangpark har stiftet Naturplejelavet ”Natur og liv.”
Beboerne passer på skift passer dyrene to gange om dagen – en opgave, der ikke kun tilser dyrene og giver dem vand, men også skaber en ramme for at dele oplevelserne med hinanden.
Denne ordning har allerede skabt nye bånd mellem beboerne. Skolebørnene fra den nærliggende skole kan dagligt kigge forbi og lære om naturpleje på tæt hold, hvilket skaber en naturlig læringssituation, hvor de ser dyrene græsse og kan få en større forståelse for biodiversitet og ansvar for vores miljø.
– For familierne er Fuglesangpark blevet et nyt samlingspunkt. De opsatte bænke og borde giver ældre beboere mulighed for at sidde og strikke, mens børnene leger og hilser på dyrene. Det er et sted, hvor generationer kan mødes, slappe af og nyde naturen – og hvor dyr og mennesker skaber en helt særlig atmosfære af hygge og fællesskab, fortæller Nanna Rugh Wrangel.
Nanna ser turen i et større lys. Hun opfordrer borgerne i Furesø til at åbne deres sind for nye oplevelser i pagt med naturen.
– Denne tur og dyrenes ankomst er en påmindelse om, at afgræsning med dyr handler om meget mere end naturpleje – det kan også forene lokalsamfundet og skaber nye relationer. Dyrenes tilstedeværelse her bringer os tættere på naturen og hinanden, og det minder os om vigtigheden af at værne om vores grønne områder, som giver os både ro og fællesskab, siger Nanna Rugh Wrangel.

 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder