Ingvar Frier i en afslappet stund en varm sommerdag. Foto: Charlotte Søllner Hernø

Ingvar Frier, som har et dybt imponerende CV, har også været primus motor bag dannelsen af Miljørådet i Furesø Kommune i 2015. Nu har han imidlertid for nylig valgt ikke at stille op til valg til bestyrelsen i Friluftsrådet efter 22 år, hvorfor han ikke længere repræsenterer denne organisation i Miljørådet og dermed har takket af efter mere end 10 år i bestyrelsen.
Af Charlotte Søllner Hernø
På det senest afholdte møde i Miljørådet i Furesø Kommune den 19. februar takkede Ingvar Frier officielt af som medlem af rådet. Han modtog en udsøgt flaske og blev hyldet af de tilstedeværende med første vers af Internationale, som han kender indgående via sin grunduddannelse som typograf og fagets politiske tilhørsforhold i forne tider.
Ingvar Frier har hele sit liv været særdeles aktiv i sit professionelle virke som privat- og statsansat samt som selvstændig erhvervsdrivende, ligesom han også har været det med sit engagement i fritidssammenhæng, som han kalder det.
Hans enorme arbejdskapacitet har haft ført ham vidt omkring i verden, idet han var typograf i Schweiz i årene1960-61, direktør for Sydtryk Grønland fra 1972 til 78, samtidigt med at han som eneste dansker var medstifter af Atassut-partiet, var med til at planlægge hjemmestyret samt erhvervsudviklingsrådet, og var i bestyrelserne for en bådeforening og Radioringen, en redningstjeneste. Efter murens fald han med til som bestyrelsesmedlem i Grafisk Arbejdsgiverforening at bygge en grafisk skole i Estland i forbindelse med et eksisterende trykkeri, som fik behov for uddannelse af lokalt uddannede trykkere.

Fra ansat til selvstændig erhvervsdrivende
Efter yderligere supplerende uddannelser blev Ingvar Frier ansat på tegnestuen på Dansk Unilever 1963-67, blev driftschef for Athene Tryk i 1967-68, redaktør på Værløse Posten 1967-70, planlægningschef hos Bording 1969-71 og efter syv år i Grønland etablerede han eget firma, Frier Grafik, i hhv. Hareskov og Gødstrup fra årene fra 1978 til 2013.
Erhvervsmæssigt har Ingvar Frier således altid haft rygende travlt, men han har samtidigt haft tid til at blive gift med sin stærke og elskelige kone Hanni i 1961 og ed hende få tre skønne døtre. Som om det ikke var nok har han også altid været dybt engageret i foreningsarbejde, bl.a. som bestyrelsesmedlem og formand for Hareskovby Grundejer og Borgerforening i årene 1965-96, afbrudt af 7 år i Grønland, leder af Alugod-spejderne, bestyrelsen i Friluftsrådets Kreds Storkøbenhavn Nord fra 2003-2025, formand og bestyrelsesmedlem i Miljørådet (Det Grønne Råd) i Furesø Kommune fra 2015-25 samt med i et hav af andre bestyrelser gennem årene.

Hul i kalenderen
Nu har han for første gang i sit liv hul i kalenderen ud over sit virke i Sct. Georgs Gilderne, som han har været med i siden 1978. Det er ikke fordi Ingvar Frier har tænkt sig at slappe mere af, men nu vil han bare noget nyt, og så vil han gerne have tid til at være mere politisk engageret, da der absolut er behov for det, siger han.
Og man kan være ret sikker på, at han blander sig, når man erindrer sig, at han var med i Åbningsgruppen, bestående af kun seks personer fra hhv. Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, som det i sin tid lykkedes at få Flyvestation Værløse åbnet for offentligheden via et landsplandirektiv.
Hvordan han har kunnet klare sit meget høje tempo livet igennem?
– Jeg er begunstiget med et positivt livssyn, et godt humør og en god fysik. siger han. Og tilføjer, at han går en tre kvarter lang tur tidligt hver morgen, hvilket han har holdt fast i at gøre, siden den sidste hund døde for et par år siden, og så dyrker han fitness flere gange om ugen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder