Evald fylder 100 år – Stadig med glimt i øjet

Evald Hansen fylder 100 år den 3. oktober 2024. De sidste 65 år har han boet i Vesterbo.

Torsdag den 3. oktober fylder Evald Hansen 100 år. Han er still going strong og fejrer den store dag med venner og familie på Skovgården.
Hans Evald L. Hansen eller som han helst vil have det bare Evald – har nydt et dejligt liv. Han runder 100 år den 3. oktober, men der er stadig livskraft og lune i Evald.
– Jeg har altid lavet spas. Jeg forstår ikke dem, som er i dårligt humør. Måske er det derfor, jeg er blevet så gammel, siger Evald Hansen, men der er nok også andre årsager.
– Da jeg var færdig med skolen, syntes jeg, at nu er jeg voksen, så jeg købte mig en kæmpe cigar. Jeg blev så syg, så syg. Jeg har aldrig røget siden. Og så har jeg danset i 70 år. Jeg er aldrig gået i stå, fortæller Evald.

Hårdt arbejde, en dejlig familie og dansen
Evald er fra den lille flække, Marke, ved Jyderup. Hans far var vognmand, men døde da Evald var 13 år. Den unge mand kom i tjeneste hos tre søskende, som havde en lille gård. Den første sommer tjente han 300 kroner. Han kom videre til en tørvemose og knoklede i et års tid.
Alt det ændrede sig først, da han fik plads på en ungdomsskole ved Audebodæmningen ved Holbæk. Her kom han på smedeværksted og var med til at lave den første kartoffelopsamler bestående af to hjul, to aksler, to kæder, et par kopper o et par tallerkener bagved til at lukke hullet, når kartoflen var samlet op.
Forstanderen opfordrede Evald til at gå i lære som maskinarbejder, så ville han få fuld løn, mens han var i lære. Evald takkede ja tak. Han kom også til et taleinstitut i Hellerup, fordi han stammede en hel del, og stadigvæk kan blive ramt af det.
Så han knoklede med tale om dagen og lærte om drejning om aftenen inden på Teknisk Institut i København.
Han kom siden i arbejde for en pladevirksomhed i Holbæk. Det var her, at han mødte sit livs store kærlighed, Esther. De boede i flere år hjemme hos hendes familie, indtil Esther ikke kunne klare det mere.

Evald Hansen fejrer den store dag på Skovgården, hvor han er kommet næsten hver dag siden han gik på pension.

Huset viste sig at være et sommerhus
Familien flyttede til Værløse, hvor de købte et lille hus på Toftegårdsvej, men da Esther blev gravid, var huset ikke stort nok. De søgte om tilladelse til en udbygning, men kommunen sagde nej, fordi det var et sommerhus.
Det havde de ikke fået oplyst, da de købte huset af sognerådsformandens kone, så en advokat fra Ballerup hjalp dem med at få handlen til at gå tilbage.
I stedet fik de tilbudt en lejlighed i Langhuset, som ikke helt færdigt endnu, eller et rækkehus i Vesterbo, som blot var to år gammelt.
– Esther ville ikke bo i lejlighed, så vi tog rækkehuset. Det blev også lidt småt, da vi fik vores to børn, men det gjorde ikke noget. Vi sov i stuen, og så havde børnene hver deres værelse, fortæller Evald.
Vesterbo var et dejligt sted. Sammen med Langhuset fungerede det som boliger for de mange, som fik arbejde på Flyvestation Værløse i de år. Det har et område fyldt med unge familier og børn i hobetal.
– Der var børn i næsten alle husene. Der var liv og glade dage, erindrer Evald, som især husker Varmemester Hansen.
– Når alt var i orden, havde man ingen problemer med ham, men hvis man ikke opførte sig ordentligt, så faldt hammeren. Der var to knægte, som ødelagde en bom. Hansen gik ned til deres far, og så blev de knægte ellers sat til at reparere bommen foran hele kvarterets unger. Så gjorde man ikke sådan noget igen. For man blev jo til grin, fortæller Evald.
Selv kunne han ikke få arbejde på Flyvestation Værløse, da han stammede og ikke havde været soldat. I stedet fandt han et arbejde i først Gladsaxe og siden Birkerød, hvor han var en del år. Så skiftede han til en fabrik på Kirke Værløsevej.
De sidste år på arbejdsmarkedet blev han ansat i Værløse Kommune. Det var dengang, at man havde en makker, og så passede man ellers et distrikt fra de orange ladvogne.
– Der var mange opgaver. Vi skulle holde distriktet pænt, men også lave en tilkørsel op til huset, hvis en borger kom i rullestol. Og så var der snerydningen. Vi havde syv børnehaver i vores distrikt. Når der sneede, skulle der være ryddet klokken 7 om morgenen. Så vi stod op klokken 3 og ryddede med skovl og kost. Når vi havde været hele vejen rundt, så startede vi forfra med at udvide området. Et år havde jeg 200 timers overarbejde alene på snerydning, fortæller Evald Hansen, som også var med til at plante alle de store træer på Bymidten.
Han gik på pension som 65-årig, men holdt sig i gang.
– Der gik ikke længe, så havde jeg 10 haver at passe. Hver dag gik jeg også op på Skovgården og fik en kop kaffe og et stykke mad. Det er et dejligt sted.
Og så er der dansen. Det startede tilbage i Esthers hjemby. Her spillede en gammel militærmand op til dans, og så måtte man selv finde ud af, hvad der skulle danses. Da familien kom til Værløse, fortsatte de dansen hos Bende Mogensens danseinstitut. Esther blev ansat som medhjælper.
-Der er det med dansen, at man får rørt sig, og så møder man mange nye mennesker. Vi gjorde det altid sådan, at når der kom nye, så splittede vi op. Esther dansede med manden, og jeg lærte kvinden at danse. Sådan blev de en del af kliken, fortæller Evald, som især husker de enorme afdansningsbal.
– Der var 1300 med, så det blev flyttet ud af kommunen til Gladsaxe, hvor hallen var stor nok, siger Evald.
Esther gik bort for tre år siden i en alder af 88 år, men heller ikke det har fået Evald til at sætte farten ned. 
For et par år siden fik han så noget betændelse i nerverne, og så måtte han trods alt bruge stok og rollator. Men det er også alt, hvad han har at klage over.
– Jeg har haft et godt liv og mangler ikke at opleve noget, siger Evald med et smil.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder