Tidligere leder af Farum Kulturhus, Zanne Jahn, mindes udstillingen ”Eventyr over alle grænser” med eventyrerne Jørgen Bitsch og Albert Reumert Rasmussens effekter fra hele verden. Udstillingen udviklede sig til et afrikansk eventyr, en vild udstilling og en skjult agenda, som fik Farum Byråd til at sætte foden ned.
Af Zanne Jahn
Denne retrospektive udstilling, med titlen ”Eventyr over alle grænser“, skulle blive noget helt andet, end noget jeg tidligere havde lavet.
Globetrotterne og eventyrerne Jørgen Bitsch og Albert Reumert Rasmussen havde levet et utroligt og spændende rejseliv, og nu skulle deres mange eventyr fortælles gennem både ord og genstande. Det lød som en spændende opgave.
Men inden udstillingen overhovedet kunne blive til noget, skulle jeg igennem en kæmpestor udfordring – og den var i høj grad personlig.
Borgmester Peter Brixtofte ringede jævnligt til mig på kontoret. Men denne dag havde han noget særligt at fortælle.
– Jeg har mødt to fantastiske globetrottere, som skal have en udstilling i Kulturhuset, og jeg har aftalt med dem, at den skal løbe af stablen om syv måneder, lød det fra borgmesteren.
Jeg blev et øjeblik helt stille.
Godt nok var han borgmester og vant til at kunne hundse lidt rundt med sine medarbejdere, men hvis jeg selv skal sige det, blev jeg ret irriteret over hans manglende respekt for min planlægning. Jeg havde allerede lavet aftaler med andre kunstnere og havde indgået kontrakter, som skulle gennemføres.
Jeg sagde selvfølgelig, at jeg syntes, det var en god idé, og at jeg meget gerne ville lave udstillingen. Men ikke om syv måneder. Det måtte blive på et andet tidspunkt.
Da ordene var sagt, gik det op for mig, at jeg nok legede med ilden. Peter Brixtofte var ikke en borgmester, man sådan lige sagde imod.
Der gik da også mindre end fem minutter, så stod han på mit kontor. Han var tydeligt ophidset og nærmest tomatrød i hovedet. Jeg havde nået at tænke mig om, men nu var der ingen vej tilbage. Han så på mig og sagde med en skarp stemme:
– Zanne, du ved, hvad et nej betyder.
Det vidste jeg udmærket. En fyreseddel!
Jeg fattede mig og svarede, mens jeg samtidig trak ganske let i hans slips:
– Du giver mig de midler, jeg har brug for til udstillingen, og så slår vi en streg. Herfra er det mig, der beslutter, hvordan udstillingen skal laves. Hvis du overskrider den streg, så er jeg gået, sagde jeg.
Der blev stille.
Tanken fløj igennem mit hoved. Jeg havde måske lige sat mit job på spil. Til min store forbavselse rakte han hånden frem. Han så på mig og sagde:
– Vi har en aftale.
Jeg tog hans hånd, og dermed var det besluttet.
Peter Brixtofte blandede sig aldrig i selve udstillingen. Tværtimod.
Han sendte mig på en inspirationstur til Botswana sammen med de to globetrottere, der skulle udstille.
Nu skulle jeg ud at opleve deres verden. Se med mine egne øjne, hvor de havde rejst.
Møde den natur og de mennesker, som havde været en del af deres eventyr.
Og ikke mindst skulle jeg hente inspiration til udstillingen.
Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men den tur skulle vise sig at blive langt mere end en inspirationstur.
Den skulle blive et af mit livs største – og mest dramatiske eventyr.
Alt til turen var nøje udvalgt og pakket ned i den lille taske, som jeg måtte have med. Den måtte højst veje 15 kg og måle 20 x 55 cm. Det var ikke meget plads til et helt eventyr, men mere skulle der åbenbart ikke til.
Jeg var spændt til bristepunktet, da jeg stod i Kastrup Lufthavn, hvor jeg mødte de andre deltagere, som skulle med på rejsen. Eventyret var arrangeret og planlagt af rejselederen Jørgen Bitsch, hans kone Kirsten og co-guiden Albert Reumert Rasmussen. Foruden mig skulle syv andre personer, som jeg aldrig havde mødt før, med på dette eventyr.
Flyveturen til Johannesburg i Sydafrika forløb uden de store problemer, og da vi endelig landede, blev vi indlogeret på Hotel Randburg Inn i Johannesburg.
Næste morgen vågnede jeg udhvilet op på det dejlige hotel, og efter morgenmaden skulle vi ud at se lidt af Johannesburg.
Byens centrum, hvor der fortrinsvis boede hvide, var imponerende. Caféer og restauranter lå side om side med eksklusive forretninger, hvor velklædte kvinder gik ud og ind med hænderne fulde af indkøbsposer. Alt virkede velordnet, velstående og næsten lidt for pænt.
Men billedet ændrede sig dramatisk, da vi nåede ud til byens yderkvarterer, hvor den sorte befolkning havde deres dagligdag.
Her var fattigdommen ikke til at tage fejl af. I de tætbebyggede slumkvarterer var familier med mange børn stuvet sammen i små blikskure. Der var ingen fancy butikker med store glaspartier og blanke facader. Her var det gadesælgerne, der dominerede de små og trange gader.
Vi steg ikke ud af bilen for at se nærmere på kvartererne. Som hvide var det ganske enkelt for usikkert at færdes der.
Næste morgen forlod vi Hotel Randburg Inn. Men inden vi skulle videre, ventede der os endnu en oplevelse. I en lufthavn, ikke langt fra hotellet, stod et lille motorfly klar med plads til blot fire passagerer.
Vi skulle opleve savannen fra luften.
Jeg steg ind i flyet uden at tænke nærmere over min køre- og flyvesyge, som jeg havde kæmpet med siden barnsben. Det skulle jeg nok komme til at fortryde.
Piloten var åbenbart særdeles erfaren og havde tydeligvis mødt passagerer som mig før. Da han så mit blege ansigt i sit spejl, rakte han mig straks en pose. Han vidste åbenbart, hvad der ventede.
Til trods for mit ubehag var synet fra luften imponerende og fuldstændig uforglemmeligt. Under os bredte den gule og afsvedne savanne sig ud i alle retninger, og rundt omkring kunne vi se store flokke af elefanter, zebraer, giraffer og næsehorn bevæge sig gennem landskabet.
Herefter gik turen videre nordpå, med yderligere to små fly. Det blev en lang rejse, og vi var både trætte og sultne, da vi endelig nåede frem til vores bestemmelsessted, byen Maun i Botswana.
Her blev vi modtaget af vores afrikanske guider, som ventede på os med en åben jeep, der skulle være vores transportmiddel op gennem landet.
En stor mængde flasker med vand og de flasker whisky, vi havde købt til turen, blev sammen med vores sparsomme bagage pakket ned i den lille trailer bag på jeepen.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET.
Så satte vi kursen nordpå.
I Botswana er det forbudt at køre på savannen, efter mørket er faldet på. Det skyldes de mange elefanter, som bevæger sig frit rundt i landskabet.
Vi var allerede forsinkede og havde svært ved at nå frem til vores bestemmelsessted, inden mørket lagde sig.
Så skete det.
Pludselig, nærmest ud af den blå luft, dukkede en stor elefantflok op på stien foran os.
Vores chauffør og afrikanske guide, fik først øje på dem, da bilens lygter ramte den ophidsede matriark. Han forstod øjeblikkeligt, hvor farlig situationen var.
Der var kun én ting at gøre.
Han blinkede voldsomt med forlygterne, satte hornet i bund og kørte samtidig med høj fart direkte mod elefantflokken.
Alle i jeepen sad skrækslagne og stirrede på den enorme matriark, som i sidste øjeblik trådte et skridt til side.
Hun var rasende, vendte sig om og ramte med voldsom kraft, bagenden af jeepen. Et kraftigt brag lød, og hele bilen rystede.
Mit hjerte sad helt oppe i halsen og først bagefter opdagede jeg, at jeg havde glemt at trække vejret.
Da vi fortsatte i høj fart, sad jeg helt stille og tænkte kun én eneste tanke:
Bare vi ikke møder flere elefanter.
Men mit ønske skulle ikke gå i opfyldelse.
Vi nåede ikke frem til vores bestemmelsessted. Det var simpelthen blevet for farligt at fortsætte, da vi ustandseligt mødte flere store grupper af elefanter.
Chaufføren fandt til sidst en åbning i landskabet, hvor græsset stod højt, og besluttede, at her måtte vi overnatte.
Jeg undrede mig over, hvorfor vi i længere tid kørte rundt i cirkler i det høje græs. Da jeg spurgte Jørgen Bitsch om grunden, fik jeg svaret: Slangerne.
Slangerne lå i det høje græs, og ved at køre rundt på den måde håbede chaufføren at kunne skræmme dem væk.
Da jeg steg ud af jeepen, kiggede jeg mig meget nervøst omkring.
Jeg skulle dele telt med Lizie på 62 år og sammen gik vi i gang med at slå vores telt op, mens jeg konstant kastede nervøse blikke ud over det høje græs.
Det var ikke ligefrem den campingtur, jeg havde forestillet mig.
Efter den dramatiske køretur begyndte jeg pludselig at kunne dufte maden. De to guider var i fuld gang med at tilberede aftensmaden over det store bål, de havde tændt og langsomt faldt stilheden over lejren.
Vi sad alle med en tiltrængt whisky i hånden og forsøgte at slappe af efter dagens voldsomme oplevelser.
Der var dækket flot op med lys og hvide duge på bordene, og kontrasten til den vilde og ubarmhjertige savanne omkring os var næsten surrealistisk.
Under middagen gav vores rejseleder, Jørgen Bitsch, os en lang række instruktioner, som vi skulle overholde.
Vi måtte ikke forlade teltene om natten, da de vilde dyr ofte opsøgte lejren, når mørket faldt på.
Hvis vi blev trængende, skulle vi benytte en flaske.
Og vi måtte under ingen omstændigheder have noget spiseligt i vores telt. Alt skulle opbevares i lukkede dåser.
Det var der en meget god grund til, da elefanter og hyæner uden større besvær kunne splitte et telt ad, hvis de kunne lugte noget spiseligt.
Vi skulle gå på række, når vi bevægede os rundt på savannen, og vi skulle bære myggenet så meget af tiden som muligt, da vi befandt os i et område med mange malariamyg.
Det havde været en meget spændende dag. Måske lidt for spændende.
Det var i hvert fald min tanke, da jeg meget træt og lettere urolig lagde mig til at sove i teltet sammen med Lizie. Min første nat på den afrikanske savanne.
Og mens mørket langsomt sænkede sig omkring os, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der mon gemte sig derude.
Næste dag ventede endnu en lang og spændende køretur videre op gennem Botswana.
Jørgen Bitsch, som sad foran i jeepen, havde taget alt sit tøj af på nær sine shorts. Han mente, at det var sådan, man skulle møde den brændende afrikanske sol.
– Først bliver man rød, så falder al huden af, og så er man klar til Afrikas sol, sagde han.
Og ganske rigtigt.
Efter nogle dage faldt huden af ham, og han lignede mest af alt en kogt krebs.
Jeg følte ikke den store trang til at afprøve hans opskrift, og smurte i stedet et ekstra lag solcreme på.
Hen under aftenen slår vi lejr på en lille ø, hvor vandet ud til øen er ikke dybere, end at vi uden problemer kan køre gennem det i jeepen.
Teltene bliver slået op, og aftensmaden bliver serveret rundt om det store bål, hvor den også er blevet tilberedt. Lam, pølser og kartoffelmos. Det er bestemt ikke nogen kulinarisk oplevelse, men maden ryger da ned – især fordi den bliver skyllet ned med den medbragte vin og whisky, som på en eller anden måde får det hele til at smage lidt bedre.
Træt efter den lange køretur har jeg lagt mig godt til rette i min sovepose. Det er mørkt, og stilheden har sænket sig over lejren.
Så hører jeg løvebrøl i det fjerne. Jeg ligger helt stille og lytter.
Pludselig hører jeg en underlig puslende lyd på teltdugen.
Det er nok en mus, tænker jeg.
Jeg giver derfor teltsiden et ordentligt puf for at skræmme den insisterende lille mus væk, og fader derefter i søvn. Næste morgen finder jeg ud af, at det bestemt ikke var en mus.
Der er tydelige flodhestespor i pløret rundt om mit telt. Jeg havde altså ligget i mit telt og slået på en flodhest!
Godt, at jeg ikke vidste, hvad der stod lige på den anden side af teltdugen. Så var jeg formentlig død af skræk.
Vi skal blive på denne ø endnu en nat, men det fortælles, at dagens tur vil byde på en særlig overraskelse.
Overraskelsen viser sig at være en sejltur på Okavango-deltaet.
Da vi når frem, venter der os en fladbundet sumpbåd med en kæmpestor flypropel bagpå. Vi springer om bord i den let vippende båd, og snart glider vi af sted.
Båden bevæger sig langsomt og roligt gennem hundredvis af små, snoede kanaler, som slynger sig gennem den tætte papyrusskov. Andre steder åbner landskabet sig, og store områder med blomstrende åkander dækker næsten hele vandoverfladen.
Flere steder virker landskabet næsten spøgelsesagtigt. Langs de bevoksede bredder ser vi forskellige dyr gå helt tæt på vandet.
Pludselig, kun få meter fra os, står en stor og smuk hanelefant. Den løfter hovedet og trompeterer højt mod os. Vi bliver alle helt stille, og det er svært ikke at føle sig meget lille, når sådan et stort dyr står få meter væk.
Store flokke af fugle flyver forskræmt op, da vi passerer to enorme krokodiller, som ligger på bredden og soler sig, men det er flodhestene, der for alvor får spændingen til at stige.
Flodhesten er et af Afrikas farligste dyr, og de er overalt i vandet. De mange flodheste synes åbenbart ikke, at vi har noget at gøre i deres delta.
Pludselig opdager vi en større flok, som kommer direkte imod os. Styrmanden fortæller, at han flere gange har oplevet, at flodheste har forsøgt at vælte båden.
Det er ikke ligefrem den information, man har mest brug for, når man sidder i en lille, let vippende båd midt blandt en flok aggressive flodheste. Pludselig giver han båden fuld gas. Motoren brøler, og den enorme propel sender en voldsom vind hen over os. Vi må holde godt fast, mens blæsten næsten blæser os omkuld, -og heldigvis lykkes det os at komme uden om de aggressive bæster.
Tilbage i lejren skal jeg have mit første og tiltrængte bad.
Badevandet kommer fra en sæk, som er hængt op i et træ. Der er kun få liter til hver, og lige akkurat nok til at få fjernet det værste skidt og få vasket håret.
Efter dagens oplevelser slapper vi alle af rundt om bålet, med en whisky i hånden. Her sidder vi til langt ud på natten og lytter til Jørgen Bitschs fantastiske og spændende historier fra hans mange rejser. Han kan fortælle, så man næsten føler, at man selv har været med på alle hans eventyr.
Vi er nu kommet til Moremi Vildtreservat i det nordøstlige hjørne af Okavango-deltaet. Det er et smukt naturområde med palmer, vand, frodig vegetation og masser af vilde dyr.
På turen har vi set zebraer, giraffer, elefanter, antiloper, gribbe, flodheste, sjakaler og et utal af forskellige fugle.
Vi er så heldige, at vi fra taget af vores jeep får lov til at opleve noget helt særligt.
Ti til tolv vilde hunde kommer pludselig til syne. De er på jagt efter impalaer. Vi sidder helt stille og følger jagten, mens de vilde hunde arbejder sammen for at nedlægge deres bytte. Det er et storslået og sjældent syn.
I løbet af dagen finder vi også spor efter løver, men desværre får vi ikke selv øje på dem. Vores to afrikanske guider, Kim og Barobi, må nu meddeler at menuen er ændret, da de friske madvarer, som vi havde med fra vores udgangspunkt, efterhånden er sluppet op. Vi er nu gået over til dåsemad.
Der har simpelthen ikke været muligt for at købe noget som helst spiseligt, der hvor vi har opholdt os indtil nu.
Vi er efterhånden kommet et godt stykke op gennem Botswana, og vi finder endnu en plads, hvor vi kan slå lejr for natten. Men denne gang er der noget særligt ved lejren.
Bålet er ekstra stort, for vi befinder os nemlig i et område med mange hyæner. Da vi alle har slået os ned omkring bålet, sidder vi og slapper af, da stilheden pludselig bliver flænset af en voldsom lyd. Et telt bliver revet itu.
Vi når at se teltdugen flyve et godt stykke op i luften. Alle er i chok. Det viser sig, at en af deltagerne havde glemt en æske Gajoler i sit telt. Det var åbenbart rigeligt til at tiltrække hyænerne, som på få sekunder havde splittet teltet fuldstændigt ad. Det var vist den mest effektive lektion, vi kunne få.
Fra det øjeblik tror jeg, at alle havde forstået, at der under ingen omstændigheder måtte ligge noget spiseligt i teltene.
Hyænerne forsvandt hurtigt, men kun for at vende tilbage en halv time senere. Denne gang dannede de nærmest en krans rundt om os, mens vi sad tæt samlet omkring det nu endnu større bål. Det var ikke ligefrem en hyggelig aften.
Da vi skulle gå til ro, fik vi besked på at lægge madrasserne tæt sammen midt i teltet, så langt væk fra teltvæggene som muligt. De to afrikanske guider havde ingen våben med, da det var forbudt, så de holdt vagt fra taget af jeepen. Her skiftedes de til at holde øje og sove.
Jeg glemmer aldrig den nat.
Jeg lå i teltet med min lille dolk i hånden og var skrækslagen. Udenfor kunne jeg høre hyænerne. Så kom lyden. Et hårdt slag mod teltvæggen. Og endnu et. Hyænerne sloges om en vandflaske, som jeg havde glemt udenfor teltet.
Jeg lå helt stille og lyttede til deres lyde og slag mod teltdugen. I mere end en time lå jeg spændt som en flitsbue med min lille dolk i hånden. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente. Det var en af de nætter, hvor tiden næsten står stille. Og midt i al frygten skete der noget mærkeligt. Jeg blev pludselig helt rolig.
Jeg husker, at min eneste tanke var: Hvis det er nu, jeg skal dø, så er det sådan. Men det var heldigvis ikke den nat, jeg skulle dø.
Næste morgen havde vi knap nok fået blodtrykket ned efter nattens genvordigheder, før endnu en dramatisk situation opstod. En af guiderne fik øje på en stor hanelefant, som i stor fart kom løbende direkte mod lejren.
Han forstod øjeblikkeligt, hvad der var ved at ske. Elefanten var kommet for at fortælle, at dette område ikke var tilgængelige for os. Få meter fra lejren stoppede den, og stod helt stille et øjeblik. Så begyndte den at vælte træer. Det var tydeligt, at den ville demonstrere sin styrke. Og som om det ikke var nok, kom den pludselig i stor fart tilbage mod lejren. Så lød råbet:
”Alle op i jeepen – nu!“
Vi kastede os op i jeepen, motoren brølede, speederen blev trykket i bund, og hornet blev sat i gang. Vi forsvandt så hurtigt fra området, som jeepen kunne bringe os.
Efter et stykke tid opdager vi pludselig noget. Jørgen Bitsch er ikke med. Vi er kørt fra ham.
Vi kører videre et stykke tid, før vi til sidst beslutter os for at vende tilbage. Efter omkring en time kommer vi tilbage til lejren.
Her står Jørgen Bitsch og ser spørgende på os.
– Hvor har I været?“
Det viser sig, at Jørgen hele tiden har ligget i sit telt og sovet sin whiskybrandert ud. Han havde ikke observeret noget som helst. Hverken hyænerne, eller elefanten. Eller vores dramatiske flugt.
For øvrigt var Jørgen ikke til megen hjælp på denne del af turen, da han ind i mellem befandt sig i en whiskybrandert. Men måske var det netop derfor, han kunne sove så roligt midt i alt det kaos, som vi andre lå vågne og lyttede til.
Vi havde i hvert fald fået en ny forståelse for, hvem der egentlig bestemte herude.
Det var ikke os. Det var dyrene.
Efter de voldsomme hændelser med både hyæner og elefanter blev vi alle enige om, at det nok ikke var det helt rigtige sted, vi havde valgt at slå lejr.
Vi fortsatte derfor videre og igennem de næste mange dage oplevede vi Botswanas smukke og storslåede landskaber. Dagene gled sammen med lange køreture, varme, støv og utallige oplevelser. Om aftenen slog vi lejr, der hvor vi kunne finde et passende sted.
Nu er vi kommet til en flod, hvor vi kunne slå lejr. Efter at vi havde indtaget vores aftensmåltid, begav jeg mig ned mod toiletteltet. Jeg havde min pandelampe på hovedet og bevægede mig forsigtigt gennem mørket.
Toilettet bestod af et lille telt, et hul i jorden og en spade, som man kunne bruge til at dække efter sig. Meget enkelt og meget afrikansk.
Da jeg kommer ud af teltet, stadig med lyset fra pandelampen tændt, blev jeg pludselig mødt af to store, gule øjne. De befandt sig kun omkring to meter fra mig.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg stod overfor. En stor krokodille lå i græsset og stirrede på mig.ø
I det øjeblik var der ingen tanker om værdighed, eventyr eller at være en modig rejsende.
Jeg løb. Jeg løb hurtigere, end jeg nogensinde havde løbet før, og med en puls, der føltes som om hjertet var ved at springe ud af brystet, nåede jeg tilbage til lejren.
Endnu en oplevelse rigere.
Og endnu en gang havde jeg fået bekræftet, at man aldrig skulle tage noget for givet på denne rejse.
Det var ikke den nyeste model af jeep, den som vi kørte rundt i, og dækkene var efterhånden så slidte, at vi punkterede ustandseligt. Hver gang måtte lappegrejet findes frem og drengene måtte få hullerne lappet.
Denne dag skete det i et område, hvor myggene sværmede i tusindvis. Og selvfølgelig var der ikke mere lappegrej. Nu var gode råd dyre.
Vi slog os ned i græsset og vente, men inden, havde vi dog sørget for at trampe og slå godt og grundigt i græsset for at jage eventuelle slanger væk.
Efter omkring en time kom en lille, lokal lastbil kørende forbi. Den blev kørt af to lokale mænd, og ladet var fyldt med mennesker i farvestrålende klæder.
Der var stort set ikke plads til flere på bilen. Alligevel fik to af mændene fra vores gruppe lov til at hoppe op på det allerede overfyldte lad og køre med ind til den nærmeste landsby. Her mente man, at der fandtes en cykelsmed, som måske kunne hjælpe med noget lappegrej. Vi andre blev tilbage.
Tre timer senere, efter lang tids venten i den brændende sol, vendte mændene tilbage. Vores guider havde i mellemtiden serveret en yderst sparsom frokost i vejkanten.
Dækkene, som efterhånden var næsten ubrugelige, blev nu lappet efter bedste evne.
Det var blevet sent. Alt for sent. Mørket begyndte at falde på, og vi var nu så langt bagud, at vi måtte opgive at nå frem til dagens bestemmelsessted, så vi måtte endnu en gang finde et andet sted at slå teltene op for natten.
Tidligt næste morgen kørte vi de sidste 30 kilometer frem mod det sted, vi egentlig skulle have nået dagen før. Men på vejen skete der endnu en gang noget, som fik tiden til at stå stille.
Vores chauffør stoppede pludselig op. Få meter fra bilen lå en stor hanløve i krattet.
Alle i bilen holdt vejret, ingen turde røre sig. Jeg sad yderst i jeepen, og der var ingen vinduer mellem mig og dette enorme dyr. Så løftede løven hovedet.
Hans orangegule øjne mødte mine. Han stirrede direkte på mig og han flyttede ikke blikket.
Et sekund føltes som en evighed. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og blodet pumpede voldsomt gennem kroppen. Ingen sagde noget. Ingen bevægede sig.
Forsigtigt begyndte chaufføren at køre videre. Centimeter for centimeter bevægede vi os væk fra løven.
Først da vi var kommet et godt stykke væk, turde jeg trække vejret normalt igen.
Dette fantastiske, men også skræmmende øjeblik vil stå i min hukommelse resten af mit liv.
Efter flere dages rejse nåede vi frem til et smukt, åbent område nær grænsen til Namibia. Det var ulideligt varmt, og vi forsøgte at holde os kørende med vand, hatte og vifter.
Pludselig kommer en kæmpestor flok elefanter på omkring 70-80 dyr ud af skoven.
Den store matriark stillede sig faretruende få meter foran bilen. Hun trompeterede og så bestemt ikke ud til at have tænkt sig at flytte sig. Så vi blev holdende.
Hun blev stående, indtil hele elefantflokken havde passeret. Et imponerende syn, og endnu en gang havde vi fået lov til at opleve naturen på helt tæt hold.
Nu er vi nået helt op til Namibias grænse, hvor vi har slået lejr på en åben slette med et fantastisk fugleliv.
Fra lejren kan vi se over på den anden side af floden, ind i Namibia. Små kanoer lå tæt ved stranden, og mænd iført stærkt farvet tøj går rundt langs vandet.
Det hele virkede fredeligt. Men igen skulle natten vise sig at blive noget helt andet.
Jeg havde lagt mig til at sove i teltet, da stilheden pludselig blev flænset af skud. Skuddene lød hen over teltene, og jeg vågnede med et sæt. Det viste sig, at mænd fra den namibiske side i nattens mulm og mørke havde roet over det smalle stykke vand, og nu skød efter elefanterne på den botswanske side.
Det var åbenbart ikke ualmindeligt, at der blev jagtet elefanter i området, og senere, da vi nåede frem til souvenirbutikkerne, fik vi et makabert bevis på det.
Her blev der blandt andet solgt elefantfødder, som var lavet om til fodskamler.
Men nu ventede der os noget helt andet.
Vi skal se Victoria Falls, noget jeg havde glædet mig utroligt meget til.
I en taxi over kører vi over grænsen fra Botswana til Zimbabwe, hvor vi skal gå over den berømte Victoria Falls Bridge. Broen, som blev bygget i 1905, er en imponerende stålkonstruktion og kan få én til at tænke på Eiffeltårnet i Paris. Broen som forbinder Zimbabwe og Zambia fungerer samtidig som grænseovergang.
Da vi kom til grænsekontrollen, blev jeg mødt af noget, der lignede den største sorte mand, jeg nogensinde havde set.
Han var iført uniform med guldknapper og epauletter – skulderstykker med guldfrynser, og han så meget alvorligt på mig. Så rakte han sin store hånd frem. Han ville have penge, og det fik han.
Mit pas virkede til gengæld ikke til at interessere ham synderligt.
Jeg fortsatte over broen og ind i det, der føltes som ingenmandsland.
Herfra kunne jeg høre det brusende vand og se vanddampene stige højt op i luften, hvor en fantastisk regnbue strakte sig gennem vanddampen. Det var et forglemmende og betagende syn.
Længere fremme mødte jeg endnu en stor sort mand i uniform – denne gang med endnu flere knapper og frynser.
Han så ikke ud til at have særlig travlt, og efter en længere ventetid blev hånden igen rakt frem.
Der skulle betales endnu en gang for at komme ind i Zimbabwe.
Jeg må indrømme, at jeg ikke følte mig særlig tryg ved denne noget utraditionelle form for grænseovergang.
Men alle kom igennem.
Så stod vi foran Victoria Falls, og det er næsten umuligt at beskrive.
Hvert minut fosser enorme mængder vand gennem den smalle kløft. Vandskyer hænger over hele området og gør landskabet omkring vandfaldet grønt, frodigt og næsten eventyrligt.
Og så kommer den. En fantastisk dobbeltregnbue som står lysende i alle regnbuens farver. Her står jeg, betaget og gennemblødt medens jeg ser på det enorme vandfald, et syn, jeg aldrig glemmer.
Jeg forstår godt, at doktor David Livingstone blev dybt imponeret, da han den 16. november 1855 så vandfaldet for første gang.
Efter omkring en halv time bevæger jeg mig videre. Jeg vil også se de lokale boder, hvor der bliver solgt forskellige souvenirs. Her ser jeg igen noget, der får mig til at stoppe op. Elefantfødder. Denne gang som souvenirs. Det er svært at forene det fantastiske natursyn, jeg lige har oplevet, med synet af de døde elefanter, der nu er blevet lavet om til brugsting.
Vi er tre fra gruppen, der gerne vil se Livingstone City i Zimbabwe. Det skulle vise sig at blive en noget farefuld tur. Det går hurtigt op for os, at tre hvide mennesker ikke bør bevæge sig rundt alene i Livingstone City. En del lokale kommer hurtigt farende hen til os og vil sælge os alverdens ting. Vi er ikke interesserede og det bryder de sig ikke om. Stemningen ændrer sig hurtigt, og de bliver både højtråbende og truende.
Vi begynder at føle os særdeles utrygge, men heldigvis finder vi en taxi, som kører os lidt rundt i byen og til sidst sætter os af ved broen. På vej tilbage tænker vi over, hvor galt det egentlig kunne være gået. Vi kunne med lethed være blevet kidnappet eller slået ned, men heldigvis skete der ikke noget.
Tilbage ved broen skulle vi endnu en gang igennem det samme menageri af grænsevagter.
Denne gang skulle der betales endnu flere penge for at komme tilbage og jeg må indrømme, at jeg åndede lettet op, da vi endelig nåede over på den anden side.
Nu nærmede turen sig sin afslutning og de sidste dage bliver vi indlogeret på en lodge. Da jeepen nærmede sig lodgen, er min første tanke: Puha! Her var alt hegnet ind.
Bevæbnede vagter patruljerede rundt omkring hegnet, for at holde de vilde dyr væk.
Jeg må indrømme, at synet af hegnet og de bevæbnede vagter gav mig en helt særlig følelse af tryghed. Endelig kunne jeg slappe lidt af.
For første gang i lang tid kunne jeg gå i seng uden at spekulere på, om der stod en elefant, en hyæne, en krokodille eller en løve lige uden for teltet.
Her var jeg ikke længere et muligt måltid på et afrikansk tagselvbord.
Her kunne jeg sove trygt. Eller det troede jeg i hvert fald. Vi slappede alle sammen af på lodgen, hvor der både var elektrisk lys og klimaanlæg. Det var næsten luksus efter de mange dage på savannen.
Om aftenen serverede restauranten krokodille og zebrabøffer. Det var da spændende at få lov til at smage, men jeg må indrømme, at jeg syntes, de havde en lidt underlig smag.
Under middagen blev vi underholdt af lokale dansere. Slanke kropsmalede mænd, iført løse, røde gevandter, fjer og perlekæder, som med spyd i hænderne sang, dansede og hujede højt, mens så på.
Efter middagen glædede jeg mig mest til noget helt andet.
Et dejligt bad.
Og et rigtigt toilet. Jeg begav mig derfor ned i den anden ende af lodgen. Et toilet var der. Men nogen dør var der ikke i toilettet. Det betød dog mindre, når jeg tænkte på det hul i jorden, vi havde benyttet under hele turen.
Jeg gik videre til bruseren, der ligesom toilettet befandt sig i det fri. Hvor var det dog herligt at mærke vandet skylle ned over kroppen. Der kom ikke meget vand ud, men lige akkurat nok til at få vasket det værste sved og snavs af. Jeg stod og nød øjeblikket. Pludselig forsvandt vandet. Jeg kiggede undrende op.
Og så så jeg den. En stor elefant stod lige bag mig. Den havde svunget sin snabel ind over hegnet og var nu i fuld gang med at drikke mit badevand. Jeg stod med sæbe på kroppen og et håndklæde inden for rækkevidde og stirrede på elefanten. Endnu en gang havde et afrikansk dyr besluttet sig for at afbryde mit bad. Jeg greb håndklædet, viklede det om mig og styrtede op til de andre. Jeg var nu fuldstændig overbevist om én ting: Jeg skulle ikke have flere bade, før jeg kom hjem til Danmark.
Da vi endelig landede i Kastrup, stod familien klar til at tage imod mig.
Det var en mærkelig følelse at være hjemme igen. Jeg havde haft den mest fantastiske og uforglemmelige rejse, man kunne forestille sig. Men også en af de farligste.
Jeg havde mødt elefanter på tæt hold, set løver og krokodiller, været omgivet af hyæner midt om natten og oplevet naturen på en måde, som de færreste nogensinde får mulighed for.
Men vigtigst af alt havde jeg på denne rejse, havde lært utrolig meget om mig selv.
Jeg havde fundet ud af, hvor mine egne grænser gik, og at de måske lå lidt længere væk, end jeg selv havde troet. Den erfaring tog jeg med mig videre i livet.
Efter den fantastiske rejse følte jeg mig godt klædt på til at kaste mig ud i endnu et stort eventyr.
Denne gang skulle eventyret foregå hjemme i Danmark.
Sammen med Jørgen Bitsch og hans medeventyrere skulle jeg skabe en spektakulær udstilling, som fik titlen: ”Eventyr over alle grænser.”
Budgettet var på plads, og alle sejl blev sat til.
Skrumpehoveder, mumier, giftige pile, spyd, masker, elfenbenshorn og hundredvis af andre genstande, som var hjembragt fra deres mange, rejser rundt omkring i verden, fyldte hele Kulturhuset.
Konstruktionerne, der bar det store glastag i foyeren, blev tækket med tækkerør. Sammen med caféen, som også blev pakket ind i strå, og de mange grønne planter, der blev placeret overalt, kom Kulturhuset til at ose af Afrika.
Det var næsten som at træde direkte ind i en anden verden.
Til ferniseringen mødte Jørgen Bitsch op iført jelaba med tilhørende hovedbeklædning og selvfølgelig med en stor cigar i munden. Galleriet var fyldt til bristepunktet.
Jørgen Bitsch var i strålende humør og underholdt de fremmødte med sine levende og drabelige historier fra sit vilde liv og sine mange rejser. Det var tydeligt, at han befandt sig i sit rette element.
Men allerede fra begyndelsen af denne historie, var planen større end selve udstillingen.
Peter Brixtofte havde sammen med de to globetrottere aftalt, at samlingen efter udstillingen skulle flyttes til et permanent museum i Farum. Det var blandt andet en af grundene til, at jeg havde fået et så stort budget.
Bygningen var fundet i Stavnsholt og købt, og udstillingen var klar.
Nu manglede kun én ting: Byrådets godkendelse af det beløb, som de to globetrottere skulle have for hele samlingen.
Normalt havde Peter Brixtofte ikke de store problemer med at få sine idéer gennemført. Prisen var oprindeligt sat til fire millioner kroner for hele samlingen. Fire millioner for alle de genstande, der var med på udstillingen. Det burde vel ikke være noget problem. Men i mellemtiden havde de to globetrottere åbenbart lugtet penge. Prisen steg. Fra fire til seks millioner kroner.
Det blev for meget for Venstres byrådsmedlemmer, som ikke længere kunne stemme for købet, og dermed faldt planerne om det permanente museum i Farum til jorden. Museet blev aldrig til noget.
Efter udstillingen blev alle genstandene leveret tilbage til de to herrer. Og så sluttede historien på en måde, som næsten var for utrolig til at være sand.
Et stykke tid senere forsvandt hele samlingen. For altid.
Der blev begået indbrud på det sted, hvor samlingen var opmagasineret, og dermed forsvandt de mange genstande, som havde været samlet gennem et helt liv fyldt med eventyr.
En hel verden af historier, oplevelser og genstande forsvandt. Tilbage stod kun minderne.
Og for mit vedkommende også en rejse, som jeg aldrig kommer til at glemme. En rejse, hvor jeg lærte, at Afrika ikke bare var et sted, man rejste til.
Det var et sted, man oplevede. Et sted, der kunne fascinere, skræmme, overraske og udfordre én på måder, man aldrig havde forestillet sig.
Og måske var det netop derfor, at denne rejse blev en af mit livs største oplevelser.
