I sidste uge bød Værløse Flyhistoriske Hangar et kært barn velkommen tilbage. Flyvevåbnets F16-udstillingsmodel er tilbage i Hangar 2 på ubestemt tid.
Af Mikkel Kjølby
Der er noget ikonisk over F16.
Det imponerende og drabelige kampfly som i 46 år var det danske flyvevåbens frontfigur.
Nu er de sidste danske F16-kampfly sendt til Ukraine eller solgt til Argentina. Tilbage er en enkelt udstillingsmodel.
Den står den næste tid i Værløse Flyhistoriske Hangar på Flyvestation Værløse.
– Den kom tilbage til os i sidste uge, men vi har ikke fået nogen besked om, hvor længe den bliver hos os, siger Hasse Grandal, formand for Værløse Flyhistoriske Hangar.
Man kan se F16-jageren hver lørdag mellem 13 og 16, når der er åbent i Hangar 2.
De danske F16-kampfly har aldrig haft base på Flyvestation Værløse, men det var her de blev præsenteret tilbage i 1975.
Siden har de danske F-16 har været på operationer i Serbien, Afghanistan, Syrien, Irak, Libyen, Island, Grønland, Litauen og Estland. Nu udfases flyet til fordel for F-35.
De fleste modne Furesøborgere erindrer Natoøvelser med lavtflyvende F-16 jagere over Værløse og Farum, men de danske F-16 eskadriller har aldrig haft base på Flyvestation Værløse, men landede naturligvis indimellem i Værløse, hvor Flyvevåbnets hovedværksted havde hjemsted.
Flyvestation Værløse blev i 1970erne udstyret med 12 betonshelters til F-16. Her var det meningen, at F-16 jagere fra Belgien, Holland og Vesttyskland skulle re-deployes i tilfælde af et angreb på Danmark, det skete heldigvis aldrig.
Understellet har været i krig.
Netop denne F16 har aldrig været i krig, men det har understellet. Det er vild historie.
Understellet sad på en dansk F16, som under krigen i Afghanistan blev fløjet af en amerikansk pilot. Han blev nødsaget til at lande på en base i Afghanistan midt om natten. Det foregik med nødbelysning pga. fjendens tilstedeværelse i området. De svære betingelser gjorde, at flyet landede med for høj fart. Det fortsatte ud over landingsbasen og ind i et mineret område. Piloten skød sig ud med katapultsæde, men endte ligesom flyet midt i minefeltet. Det tog to dage at få først piloten og siden flyet tilbage i sikkerhed.
Det viste sig, at understellet havde slået sig en anelse, derfor blev det skiftet ud. Det havarerede understel blev i stedet sat på den danske udstillingsmodel af F16.
Denne F16 var i tjeneste i det danske flyvevåben i 24 år.







