Børnene på bagsædet nyder altid en tur over kildebakkerne på Fægyden, som forbinder Hareskov med Værløse eller omvendt, men historisk set handlede det om kvæg.
Af Mikkel Kjølby
Navnet Fægyden kommer fra kvæg. Den smalle stribe vej gennem Hareskoven blev nemlig brugt af Værløse-bønderne, når de skulle have deres kvæg på græs ude i Værløse Overdrev, som Hareskovby var kendt som, inden etableringen af Slangerupbanen i 1906 satte fart i udviklingen af Hareskov Villaby, det vi dag kender som Hareskovby.
Bønderne i Værløse var blevet udstyret med hver deres smalle stribe jord på den anden side skoven, hvor jorden ikke kunne bruges til meget andet end græsning.
Kvæget blev derfor drevet gennem Hareskoven. I 1805 blev det besluttet, at skåne skovene for de græssende dyr. Fægyden blev derfor lukket med et stengærde på hver side. Vejen blev også udstyret med en bom i begge ender, så køerne kunne overnatte i et indhegnet område.
De store træers kroner dannede nærmest et tag henover Fægyden, men det indebar også, at Fægyden blev forvandlet til et gigantisk mudderbad. Malkepigerne fik derfor deres egen sti. Den gik i forlængelse af Højlundsvej gennem skoven og havde navnet Malkestien.
Sølet på Fægyden blev så slemt, at man til sidst valgte at tynde ud i trækronerne, så solstrålerne kunne nå ned til mudderet og tørre det ud.
Da Hareskovby efterhånden udviklede sig til en mindre by, skiftede Fægydens benyttelse til en regulær vej, som siden blev udstyret med cykelsti på begge sider. Fortov har der aldrig været.
Hareskov-borgeren Bartholdy Nielsen fik ellers i 1922 gennemtrumfet, at der skulle etableres en gangsti langs med Fægyden, men han holdt kun tre måneder som borgmester, og kommunens elendige økonomi betød, at projektet aldrig blev gennemført.







