Bilferien til Italien blev ødelagt af en overreven akillessene, men så opdagede Louise, Martin, Oscar og Emilie den lille perle ved Furesøen.
Af Mikkel Kjølby
Ferieplanerne var klappet og klar. Martin skulle køre bilen til Østrig og Italien. Her skulle familien fra Skovlunde holde ferie på campingpladser sammen med tre vennepar. Men så!
– Min mand rev akillessenen over i en fodboldkamp for halvanden måned siden. Det begrænser meget, hvad vi kan gøre denne sommer. Så ferien blev aflyst, fortæller Louise Jensen.
Den nye leder af Furesøbads kiosk, Martin Petersen, kender familien fra sin tid i caféen hos fodboldklubben BSF. Han fortalte dem om Furesøbads herligheder.
– Vi kender Martin fra BSF, hvor Oscar og Emilie spiller fodbold. Så da han nævnte, at vi burde tage ned til Furesøbad, så gjorde vi det. Det var 14 dage siden. Vi har været ti dage siden da, fortæller Louise Jensen.
12-årige Oscar og 9-årige Emilie hygger sig dagen lang med at fiske, spille beachvolley, selvfølgelig bade, og så bruge en masse penge i kiosken. Blandt oplevelserne har været et vaskeøgte polterabend på stranden.
– Jeg tror, at vi har brugt 1/5-del af vores feriepenge i den kiosk, siger Louise Jensen med et grin.
Vejret har jo været fantastisk. Udsigten til Furesøen er forrygende.
– Det er en lille perle, som vi ikke anede eksisterede. Det er en lille oase, hvor der er trygt og godt. Der er gode badebroer og livreddere. Kiosken er god, og toiletterne er helt utroligt pæne. Det er virkelig en fornøjelse at være her, lyder det fra Louise Jensen.
Opdagelsen af Furesøbad bliver til et længere forhold end bare sommerferien.
– Vi kommer til at bruge Furesøbad meget mere. Jeg tænker, at vi kommer her hele året. Jeg vil lokke en veninde med til vinterbadning. Det er der gode forhold til. Det bliver godt med et dyp på vej hjem fra arbejde, siger Louise Jensen.
En ting undrer hende dog.
– Hvordan kunne jeg ikke vide noget om Furesøbad. Jeg har boet i Skovlunde i 11 år, lyder det spørgende fra Louise.
Men hun lover at holde hemmeligheden, så borgerne i Farum og Værløse og en familie fra Skovlunde kan have det lidt i fred.







