En række virksomheder donerede gaver, da der onsdag den 24. september blev holdt banko til fordel for en flylegeplads på Flyvestation Værløse.
Af Mikkel Kjølby
Peter Ravnskjær Kroer står i spidsen for en gruppe ildsjæle, som vil etablere en flylegeplads i Sydlejren. I den indledende fase er der opnået tilladelse til at bruge et område ved siden af Furesø Skatepark til formålet.
Flylegepladsen bygges op omkring en kopi af det nedskudte fly. Legepladsen bliver 100 gange 100 meter og får gummibelægning. Der vil også være trampoliner, gynger, og et legetårn med et rør af net og rutsjebane samt en 25 meter lang svævebane. Projektet er tegnet af virksomheden Eventyrleg og forventes at koste 2,5 mio. kr.
Nu er turen kommet til indsamlingsfasen. I onsdags blev der holdt bankoaften
– Vi havde været rundt ved en række virksomheder og kunsthåndværkere, som havde været søde at donere gaver til arrangementet. Det var en stor succes med 44 tilmeldte, fortæller Peter Ravnskjær Kroer.
Indsamlingen er nået op på 43.660 kr. gennem private donationer. Man kan støtte projektet ved at sende en donation på MobilePay-nr #65070.
– Vi synes derfor, at vi efterhånden har en god indikation på, at der er en stor lokal opbakning til projektet, siger Peter Ravnskjær Kroer.
Foreningen for flylegeplads i Kultur- og Fritidsaksen har også lavet aftaler med lokale virksomheder som Kronhusene og Kaffesnedkeriet.
– På baggrund af den store lokale støtte er vi nu også begyndt at søge fonde. Vi har lige nu fondsøgninger ude på ca. 2 mio. kr., som vi spændt venter på tilbagemeldinger, fortæller Peter Ravnskjær Kroer.
Følgende virksomheder donerede til banko
-Mad Vicksen i Jonstrup
-Café Iglo i Måløv
-Barley Field på Flyvestation Værløse
-Pizze Dei Fratteli i Værløse
-Kaffesnedkeriet på Flyvestation Værløse
-Smykkekunster Bodil Møller
-Farumhus
-Smykkekunstner Lisa Damgaard
-keramiker Rikke Svendsen
-Kunstmaler Helle Kroer
-Sansemotorik i Smørum,
-Shelter214 på FlyvestationVærløse -bevidsthedsmentor Jasmin Hesselberg på Flyvestation Værløse
-Carina blomster i Værløse
-Capow frisør i Måløv
-Biavler Bjarne Stech







