Får og lam skaber biodiversitet i Bombefoldene

Anna Bodil Hald og de andre medlemmer af lauget skiftes til at kigge til fårene.

Det danske flyvevåben lavede mange indgreb i naturen, indtil Flyvestation Værløse lukkede som operativ base i 2004.
Blandt de mere særegne er de såkaldte Bombefolde. En række jordvolde placeret på Jonstrupsiden af landingsbanen. Bombefoldene er designet til opbevaring af højeksplosivt materiale. Det skete i et forsøg på at begrænse skaderne, hvis et fjendtligt angreb ramte ammunitionslageret.
De sidste fire år har aktiviteterne været af en helt anden fredelig art. Syv familier er gået sammen om at etablere Naturplejelauget Bombefoldene. Med midler fra en fond og støtte fra Furesø Kommune er der indhegnet tre folde på i alt seks hektar.
Fra medio april til sneen og frosten lukker vandforsyningen græsser 11 får og 16 lam skiftevis de tre folde. Dyrene kommer fra Driftsgården, som har en avlsbygning ved Hjortøgård på Sandet. Om efteråret kommer en vædder ud til fårene, så der kan blive lavet nye lam. Bestanden reguleres ved at vædderlammene slagtes om efteråret.
– Vi passer dyrene, mens de går på fold. De skal tilses og tælles hver eneste dag. Det skiftes vi til i vores Naturplejelaug, fortæller Anna Bodil Hald.

Det interessante ved projektet er den naturpleje, som fårene og lammene udfører ved blot at være dem selv.
– Fårene laver fx bar bund på skrænterne. Det er godt for insekterne. Jordbien elsker den bare bund og laver små huller i jorden, hvor de lægger deres æg, forklarer Anna Bodil Hald.

Det myldrer frem med blomsterarter i Bombefoldene.

Flyvestation Værløse er et gammelt overdrev – en stor græsmark.
– Vi har mange arter. Markfrytlen er meget markant i det tidlige forår. Den indikerer et godt miljø, et godt overdrev, siger Anna Bodil Hald.
Arterne spirer frem på forskellige tidspunkter af året. Derfor benytter Naturplejelauget Bombefoldene på skift de tre folde. Det er inspireret af vandrehyrder, som gennem århundreder har ført deres flokke udenom områder med sjældne planter.
– Vi følger naturens udvikling med registreringer. Vi har konstateret, at der er mange blomster til glæde for os alle og insekterne ved den gennemførte foldskifte, slutter Anna Bodil Hald.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Får og lam skaber biodiversitet i Bombefoldene”

Der er lukket for kommentarer.