Farum-æblet er kronen på værket

Den lille række af æbletræer langs Ll. Kålundsvej skal på sigt blive til en rigtig allé.

Farum Kirkegård har ikke en allé med kirsebærtræer, men langs Ll. Kålundsvej står en smuk stribe af æbletræer. Træet i runddelen er kronen på værket.
Af Mikkel Kjølby
For 15 år siden opstod en ny trend i København. Alle skulle ud for at se de smukke japanske kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård, når de står i blomst 14 dage hvert forår.
Kirkegårdsleder Brian Worm Jensen skævede lidt til den trend, da han besluttede sig for, at anlægge en stribe æbletræer langs med Ll. Kålundsvej, som fører ned til Farum Ny Kirkegård ved Farum Sø.
– Jeg blev provokeret af, at folk valfartede til København, fordi der stod nogle kirsebærtræer. Jeg ville gerne lave noget, der kunne trække folk til Farum for at se æbletræer blomstre, fortæller Brian Worm Jensen.
Det blev til, at Farum Kirkegårds mandskab plantede 21 æbletræer langs med Ll. Kålundsvej – en af hver sort. Ved foden af træet finder man et skilt, hvor man kan læse om netop denne sort.
– Æbletræerne kan virkeligt meget, og alle sorterne har en historie. Den fortæller vi på skiltene, forklarer Brian Worm Jensen.
Træerne fik ikke den optimale start på livet, for de lokale mosegrise var særdeles glade for dem.
– De fik en hård opvækst. Mosegrisene var lidt for glade for dem. Det var noget af en kamp, men det lykkedes at sikre træerne de rette betingelser for at vokse, fortæller Brian Worm Jensen.
For enden af æbletræerne finder man Farum Ny Kirkegård. Den er inspireret af Vikingeborgen Trelleborg. Altså en rund form delt op i fire dele. Det mønster tog Brian Worm Jensen med, da det blev nødvendigt at reparere runddelen i den lille rundkørsel. Folk havde det med at parkere på den, og det ødelagde græsset. Noget måtte gøres.
– En dag stod jeg og snakkede med Jens-Otto Rasmussen fra Stengården om æbletræerne. Han sagde, at jeg manglede et Farum-æble, fortæller Brian Worm Jensen.
Som kastede sig over den opgave. For der findes faktisk et Farum-æble. En planteskole i Jørlunde havde faktisk et stående. Brian fik dem til at pode et Farum-æbletræ. Det skulle naturligvis have den fineste plads.
– Farum-æblet skulle naturligvis have ærespladsen. Det står i midten af runddelen, som vi renoverede efter samme mønster som kirkegården.
Farum-æblet står her og kaster glans over den lille allé, som naturligvis ikke er en rigtig allé, men det kan den blive en dag.
Det er en kommunal vej, og ting tager tid. Op langs vejen er parkeringslommerne nedlagte, men dog ikke fjernet.
– Når kommunen en dag fjerner parkeringspladserne, vil jeg have æbletræer på den anden side af vejen, så det bliver en decideret allé, lyder det stålsat fra Brian Worm Jensen.

 

Farum-æbletræet har ærespladsen midt i runddelen. Foto: Brian Worm Jensen.

Farum-æblets historie
Ifølge kilderne skal Farum-æblet stamme fra et frøæble fra byen Farum. Det blev fundet af frugtavler og pomolog Niels Jensen i Birkerød.
Frugten er 64-67 mm. bred, 66 mm. høj og er normalt ægformet. Kødet er hvidt med gult skær med kraftig syrlig vinsmag uden aroma. Det modnes meget sent i november måned. Det vurderes til at være en meget smuk salgsfrugt og meget god husholdningsfrugt.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Farum-æblet er kronen på værket”

  1. Hans Ruskol

    Hvad gør man når man ikke har en mobiltelefon man kan tilmelde sig parkering via APP?
    Jeg handler for mindst 1000 kr. i Bytorvet hver uge, skal jeg finde et andet sted at handle?

Der er lukket for kommentarer.