Sean GM og Hamza Khazadar debuterede som kampboksere med sejre. Farum Bokseklub er oppe på 11 kampboksere. Yderligere fire er på vej.
Af Mikkel Kjølby
Det store benarbejde i Farum Bokseklub bærer i den grad frugt. Først kom kuldet med Birk, Daniel og Rasmus. De banede vejen for Zain og Abdul og nu også Sean og Hamza, som begge fik debut som kampboksere ved et stævne i Køge og kvitterede med sejre begge to.
Klubben har også Mohammed, Elias, Oscar og Lucas med status af kampboksere. Allen bliver nummer 11, når han får debut på Grønland og efter sommerferien tager yderligere fire unge boksere springet fra diplomkampe til rigtige kampe.
Klubtræner Marcus Mario Kurszewska ser en kæmpe gevinst i den store bredde.
– Det har en kæmpestor betydning, at vi udviklet på flere kampboksere, da det skaber et stærkt fællesskab, hvor man løfter hinanden – både fysisk og mentalt. I en stor gruppe er der plads til forskellighed både for begyndere og øvede, unge og erfarne, alle med deres egen rejse. Man finder motivation i hinandens indsats, lærer af hinandens styrker og bliver presset på en sund måde, siger Marcus Mario Kurszewska, som også tillægger sammenholdet stor værdi.
– Samtidig giver det en følelse af tryghed og tilhørsforhold, man står ikke alene i en hård sport, men er en del af noget større. Det fællesskab gør, at boksning ikke kun handler om slag og teknik, men også om respekt, sammenhold og personlig udvikling, forklarer Marcus Mario Kurszewska.
Flytningen gav et rygstød
Farum Bokseklub var tidligere en stor klub med mange kampboksere og mestre, men det begyndte at knibe med tilgangen til kampsportscenteret ved Farum Park.
Det var flytningen til gymnastiksalen i Bybækhallen, som gav den helt store rygstød. Nu fik de unge mennesker kortere vej til ringhjørnet. Klubbens formand Henrik Hjorth knoklede på for at skabe et miljø sammen med Marcus Mario Kurszewska.
Med 14 kampboksere vil klubben være en af de største klubber i landet, hvad angår antal kampboksere.
– Klubben er på vej i den rigtige retning, med at have flere konkurrencedygtige boksere på forskellige niveauer, aldre og vægtklasser, forklarer Marcus Mario Kurszewska.







