
Med den fjerde sejr i lige så mange træningskampe vil Farum Boldklub kigge opad i tabellen. Sæsonen starter på lørdag.
Det er altid noget særligt med et opgør mellem naboklubberne. Et sådant fandt sted lørdag eftermiddag på kunstgræsbanen i Værløse. Det blev Farum Boldklub som løb med håneretten.
– Det er altid noget særligt at vinde over kommunekammeraterne og vinde håneretten, siger Farums træner Andreas Trampedach.
Værløse spiller i Serie 1, et enkelt niveau under Farum i Sjællandsserien, men bed godt fra sig.
Værløse kom foran to gange. Først på hovedstød ved Jonas Kromann og igen efter pausen på hovedstød med Mathias Preuthun. I begge tilfælde slog Farum nærmest omgående tilbage, og da det blev 3-2 til Farum efter et boldtab af Værløse, så var kampen afgjort. Det blev 4-2 til Farum på mål af Nicolai Bertelsen, Oskar Flambart, Tobias Trampedach og Mikkel Ørting.
– Vi har en stor og bred trup. Der er konkurrence om pladserne. Men vi har også været lidt ramte af sygdom og skader i opstarten, siger Andreas Trampedach.
Målmand Martin Schøtt Kristensen brækkede armen i forårets sidste kamp, men vendte tilbage og spillede den sidste kamp i efterårssæsonen for i sidste uge at blive ramt af en skade. Det er uvist om, han bliver klar til sæsonpremiere ude imod Rudersdal lørdag den 15. marts kl. 11.30.
Andreas Trampedach har forsøgt at arbejde med holdets udtryk.
– Vi skal have et andet mindset end i efteråret. Der skal mere power og aggressivitet i kampene for, at vi kan vinde over de bedre hold i rækken. I efteråret straffede de vores fejl hårdere, end vi straffede deres. Det har vi arbejdet med, og har været godt til det i træningskampene, siger Andreas Trampedach.
Udgangspunktet er lige midt i det hele med lidt afstand til toppen og bunden.
– Det kan gå begge veje, men vi kigger helst opad, vurderer Andreas Trampedach.