Farum Hovedgade får ny kreativ forretning

Kim Nielsen sælger specialfremstillede møbler og interiør på specialmål.

RN Design har overtaget hjørnelokalet i Det Hvide Center. Kim Nielsen sælger møbler og interiør på specialmål, men det skal også være muligt at købe en kop kaffe og en kage.
Af Mikkel Kjølby

Farum Hovedgade har fået endnu en kreativ og inspirerende forretning.
Kim Nielsen er i fuld gang med at indrette showroom for RN Design (Real New Design red.) i hjørnelokalet af Det Hvide Center.
– Vi har åbnet forretningen, men er stadig i gang med at indrette lokalet til showroom, siger Kim Nielsen.
RN Design forventer at åbne for alvor omkring den 1. juni, men det vil være en løbende proces.
– Det bliver med fokus på design og indretning, men jeg vil gerne have, at man også kan sætte sig ned og få en kop kaffe og en kage. Vi sætter borde op udenfor til det formål, forklarer Kim Nielsen, som selv er ivrig cykelrytter og ser stedet som oplagt at holde en pause, når man er ude på jernhesten.
Kim Nielsen er fra Birkerød. Han har tidligere haft en lederstilling indenfor autobranchen, men ville ikke sidde på et kontor. Hans interesse for indretning førte til etableringen af en netshop.


RN Design har en del år på bagen og har ubemandede showrooms flere steder med Skævinge som det nærmeste.
– Åbningen af butikken i Farum handler også om at få et godt sted at vise vores varer frem, Stedet her passer godt ind i vores stil, og mange kommer forbi, siger Kim Nielsen.
Han sælger specialdesignede møbler på specialmål.
– Vi arbejder sammen med et smedeværksted. På den måde kan man få møblerne på specialmål. Jeg laver også indretning og kunst, forklarer Kim Nielsen, som fx har lavet vægmaleriet i Café Kaiser på Farum Bytorv.

RN Design har overtaget hjørnelokalerne i Det Hvide Center på Farum Hovedgade.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *