Farum Mølle stod i 58 år lige overfor Williams Hotel. Det var 58 år fyldt med driftige mennesker og store dramaer.
Møllersvenden Lars Peder Olsen tog initiativ til at opføre vindmøllen, da han fik skøde på grunden, som dengang lå et stykke udenfor Farum Landsby.
Det første mel blev malet den 24. november 1881, men der gik ikke længe, før der gik rygter om, at mølleren var blevet sindssyg. Det kulminerede i 1893, da hans lig blev fundet i Furesøen. Det er aldrig blevet opklaret om der var tale om et mord eller selvmord.
Noget bedre gik det for de næste møllere.
Jochum Hansen og Edmund Hansen. Forretningen gik strygende. I 1925 blev der udvidet med en købmandsforretning, som endda fik tilladelse til at sælge stærke drikke. Der var tale om en stor og vigtig virksomhed under navnet: Møllens Købmandsforretning.<br>
Møllen lå også placeret mere og mere centralt, idet Farum Stationsby voksede op omkring den efter Slangerupbanens anlæg i 1906.
Farum Mølle nedbrændte den 29. august 1939, den blev ikke genopbygget af den simple årsag, at tiden var løbet fra vindmøllerne. Købmandsforretningen kørte videre efter branden. I en tilbygning etablerede Edmund Hansen et el-mølleri. Han drev begge forretninger frem til sin død i 1959. Edmunds søster Sofie Pedersen drev forretningen videre sammen med sin mand Niels Pedersen indtil 1971.
Historien om Farum Mølle kan læses i Karl Larsens ”Notat om Farums Historie”.
1 kommentar til “Farum Mølle – En dramatisk historie”
Kan tydeligt huske den aften, vi kunne både se og høre branden. Der var en meget trykket og trist stemning i hele Farum, efter at vores flotte Mølle var væk. Jeg er født 11. September 1932, i Frederiksborgvej 47, så vi boede meget tæt på Møllen.
Der er lukket for kommentarer.