Midt i Farum Skulpturpark har Jun-Ichi Inamoto ikke kun skabt en smuk skulptur, men også et bord og bænke i granit.
Af Mikkel Kjølby
Man fik meget mere end man havde bestilt, da man tog Jun-Ichi Inamoto med som en af de otte kunstnere i Farum Skulpturpark.
Jun-Ichi Inamoto er japaner, men flyttede i 1973 til Danmark, hvor han startede som elev på Kunstakademiet.
Med årene blev han mere og mere tiltrukket af den japanske havestil.
– Han gik tilbage til sine rødder og det japanske udtryk. Han skabte et værk med symboler for sol, måne og stjerner. Det var egentlig meningen, at der skulle lys i den, men sådan blev det ikke, erindrer Zanne Jahn.
Jun-Ichi Inamotos værk Lygte blev skabt ud fra nogle klodser. Han var hurtigt færdigt, og gik rundt og kedede sig en smule. Så fik han en idé.
– Han spurgte mig efter 8000 kroner, fordi han gerne ville lave en bænk og nogle stole, som skulle på zen-pladsen med et Haikudigt i bordet, og otte stole som symbol for de otte kunstnere ved symposiet, fortæller Zanne Jahn.
Jun-Ichi fik naturligvis de 8000 kroner og skabte endnu et mesterværk, som i dag er det naturlige centrum for Farum Skulpturpark.
– I dag er det bord et samlingssted for folk, når de besøger skulpturparken. Det var rigtig godt, at vi fik det lavet, siger Zanne Jahn.
Historien om Farum Skulpturpark
I sensommeren 1999 kom otte af verdens bedste billedhuggere til Farum. De byggede otte særlige værker i Fredtofteparken ved Farum Sø under et såkaldt symposium. Zanne Jahn arrangerede symposiet og oplevede kunstnerne på nærmeste hold. Ikke kun i Fredtofteparken, men også ved de mange fester på Bregnerød Kro.
Undervejs blev det til en folkefest med 80.000 gæster og en række TV-stationer på besøg. Farum Skulpturpark blev åbnet den 29. august 1999.
Farum Skulpturpark er siden blevet fremhævet i en udgivelse om Europas flotteste skulpturparker.







