Farum Skulpturpark – Skyen af Yaël Artsi

Skyen i Yaél Artsis værk fungerede i sin tid som fejeblad i Eberhardts Jernhandel.

Israelske Yaël Artsi fik idéen til Farum Skulpturpark. Midt under arbejdet med hendes eget værk var det som om, at der manglede noget. Sammen med Zanne Jahn fandt hun det i Eberhardts Jernhandel.
Af Mikkel Kjølby
Hvis man spørger Zanne Jahn, som arrangerede symposiet til Farum Skulpturpark, handler kunst om at holde med at lede, men give slip, så får du gaver.
Arbejdet med skulpturen Skyen forklarer så udmærket, hvad Zanne mener.
Zanne mødte den israelske kunstner Yaël Artsi i forbindelse med et ophold på en kibbutz, hvor man tog en tur til et lokalt symposium. Yaël foreslog, at lave et lignende symposium i Farum, og sådan blev det.
– Yaël kendte alle kunstnerne og var med til at samle den. Hun var også med til at udvælge de otte værker, der blev udvalgt ud fra modeller, som vi fik tilsendt, fortæller Zanne Jahn, som klarede alt det logistiske arbejde.
Yaël var selvvalgt som en af de otte kunstnere.
– Yaël havde forberedt en meget stor sten og en flade på jorden. Hun havde en idé om, at der skulle løbe vand. Vi kunne bare ikke skaffe i skulpturparken. Hun endte med at hugge vandet ind i skulpturen, fortæller Zanne Jahn.
Efterhånden som symposiets 30 dage begyndte at rinde ud, følte Yaël at der manglede noget.
– Ifølge Yaël var den blevet noget flad på den ene side. Hun spurgte om vi kunne skaffe en sky. For hun havde opdaget, at det altid regnede, når hun var i Danmark. Hvor skaffer man en sky henne? lyder det fra Zanne Jahn.
Heldigvis var der i Farum en god jernhandel. Eberhardts Jernhandel i Farums Industrikvarter. Yaël og Zanne tog afsted.
– Vi fandt nogle jernbaneskinner, som kunne bruges til værket, men der skulle noget ovenpå. Vi var igennem hele pladsen, men der var ikke noget, som lignede en sky. Netop som vi forlod pladsen, vendte jeg mig om, og fik øje på noget. Det var Eberhardts fejekost, som efter hver arbejdsdag blev sat på en grab og brugt til at feje pladsen. Men der var ikke til salg, fik vi besked på. Det var den så alligevel, fortæller Zanne Jahn.
Og således kom jernhandlens fejekost, som var fyldt med sofafjedre, øldåser og alt muligt andet skrammel til at indtage en prominent plads i Farum Skulpturpark – som skyen i værket af samme navn.
Zanne noterede sig i årene derefter at fuglene byggede rede i fejekosten/skyen.
– Det var enormt hyggeligt, at fuglene tog den til sig, lyder det med et smil fra Zanne Jahn.

Historien om Farum Skulpturpark
I sensommeren 1999 kom otte af verdens bedste billedhuggere til Farum. De byggede otte særlige værker i Fredtofteparken ved Farum Sø under et såkaldt symposium. Zanne Jahn arrangerede symposiet og oplevede kunstnerne på nærmeste hold. Ikke kun i Fredtofteparken, men også ved de mange fester på Bregnerød Kro.
Undervejs blev det til en folkefest med 80.000 gæster og en række TV-stationer på besøg. Farum Skulpturpark blev åbnet den 29. august 1999.
Farum Skulpturpark er siden blevet fremhævet i en udgivelse om Europas flotteste skulpturparker.
Zanne Jahn har indvilliget i at fortælle historien om hvert af de otte kunstværker.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder