Fredag eftermiddag stod digteren Jesper B. Korndal side om side med fotografen Nicolai D. Rasmussen og signerede Farumkalenderen 2024 til alle fremmødte.
De gamle gymnasievenner har i første omgang fået trykt 200, men med den hast de blev købt, vil der snart være udsolgt.
Smilene var store hos de to bagmænd. Allerede inden receptionen i Farum Kulturhus var de første eksemplarer solgt til gamle gymnasievenner.
– Vi er gamle venner fra gymnasiet, og nu har vi fundet hinanden i voksenlivet med det her projekt. Vi har snakket om at lave noget sammen i mange år. Da vi først fandt konceptet med en kalender, gik det nemt. Nicolai leverede de 12 billeder, og jeg skrev i samme stil som 3520 Korndal, fortæller Jesper B. Korndal.
Digteren, som voksede op i Farum, blev for alvor lokalt kendt, da han udgav digtsamlingen 3520 Korndal om sin opvækst og kærlighed til Farum.
Nicolai D. Rasmussen har taget de smukke billeder med drone.
– For et års tid siden fandt vi ud af, at det skulle være en Farumkalender. Så skulle jeg fotografere de 12 steder i Farum, som er nøje udvalgt, siger Nicolai D. Rasmussen, som fortsat bor i barndomsbyen.
Hvis man ønsker et eksemplar af Farumkalenderen 2024 skal man skrive til emailen: farumkalenderen@gmail.com
1 kommentar til “Farumkalenderen – En bragende succes”
Det er en ualmindelig flot kalender med pragtfulde billeder og skønne digte. Kan vart anbefales.
Der er lukket for kommentarer.