FC Nordsjælland bruger rekordsum på Alexander Lind

Alexander Lind har fået en 4-årig kontrakt med FC Nordsjælland. Foto: FC Nordsjælland.

Først Ibrahim Adel og nu Alexander Lind. Fc Nordsjælland bruger penge på spillerindkøb som aldrig før.
Af Mikkel Kjølby
Alexander Lind kom til FC Nordsjælland i efteråret 2025 og blev omgående et hit med sin pågående og direkte stil – lige den 9er som holdet manglede.
Men Alexander Lind kom til FC Nordsjælland på en lejeaftale med en købsoption. Den sidste tid er gået med at få forhandlet aftalen med Pisa på plads. Ifølge flere medier betaler FC Nordsjælland 24 mio. kr. for spileren. Nu har Alexander Lind skrevet under på en aftale frem til sommeren 2030.
Fodbolddirektør Alexander Riget siger til fcn.dk
– Vi er meget glade for, at det er lykkedes at købe Alexander Lind af Pisa så tidligt i transfervinduet. Efter lange og til tider hårde forhandlinger er vi nu kommet i mål, så han kan være med i pre-season, og dermed give sig selv, holdet og staben de optimale betingelser for sæsonen der venter. Derudover værdsætter vi, at Alexander selv klart og tydeligt har tilkendegivet, at det var os, han ville spille for, selv om han havde flere andre muligheder, siger Alexander Riget.


Alexander Lind lægger vægt på, at han føler sig hjemme i Farum.
– ⁠Siden dag ét har jeg følt mig velkommen her. Spillergruppen og trænerteamet er helt fantastiske, og alle har taget imod mig med åbne arme, så jeg var aldrig i tvivl om, at det var her, jeg ville fortsætte min karriere. Her er et unikt sammenhold, som en lille familie der holder sammen, og det er stort at være en del af. Jeg møder ind om morgenen med et kæmpe smil, og jeg tager hjem med et, der er endnu større. Jeg elsker bare at være her, siger Alexander Lind til fcn.dk
Med Alexander Lind mener Alexander Riget at der er mulighed for at skabe en angriber med internationalt snit.
–Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet i de kommende sæsoner og følge Alexanders fortsatte udvikling som en angriber med internationalt snit, siger Alexander Riget.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder