Det 17-årige stortalent Andreas Søndenbroe genforenes med FC Nordsjællands tidligere U19-træner Sune Lærkedahl Jensen i Næstved. Han lejes ud i forårssæsonen.
Af Mikkel Kjølby
FC Nordsjælland er usædvanligt stærkt besat på målmandsposten med Andreas Hansen, William Lykke og Jakob Busk samt 17-årige Andreas Søndenbroe, som blev rykket op i ligatruppen i efteråret.
Andreas Søndenbroe har altid spillet fodbold i Farum Boldklub. Han betragtes som det største målmandstalent i sin årgang og er fast mand på ungdomslandsholdet, men har ringe udsigt til spilletid på ligaholdet i FC Nordsjælland. Nu lejes han ud til Næstved Boldklub i forårsæssonen.
Næstved-holdet trænes af Sune Lærkedahl Jensen, der fra 2022 og frem til sommeren 2025 arbejdede som U15, U17- og til sidst U19-træner i FC Nordsjælland, før han skiftede til Næstved, så han kender alt til den Farum-fødte Søndenbroes målmandskvaliteter.
– Jeg synes, at det er fedt, at jeg nu har fået muligheden for at komme på lån i Næstved her i foråret, for det giver mig noget god erfaring. Og jeg håber selvfølgelig, at jeg kan kæmpe mig til at få spilletid på divisionsholdet og på den måde også komme tættere på fornemmelsen af at spille i Superligaen, siger Andreas Søndenbroe til fcn.dk og fortsætter:
– Samtidig kender jeg jo Sune fra U19-holdet her i Farum, og det gør det da klart nemmere at skulle skifte, for jeg ved, hvad han står for, og jeg er sikker på, at det kommer til at passe fint til mig.
Fodbolddirektør Alexander Riget tager det første skridt i en udvikling, som skal give flere unge talenter seniorerfaring.
– Vi er glade for, at “Andy” tager det næste halve år på lån i Næstved, for selv om han stadig er en ung keeper, så har han allerede erfaring fra U19, og nu kommer han så ind i et seniormiljø, hvor han vil være tættere på at kunne spille sig til kampminutter. Så det bliver et godt skridt i hans videre udvikling.
– Samtidig er det også et tegn på, at vi fremover vil kigge lidt mere på mulighederne for at leje nogle af vores unge talenter ud. Det er ikke noget, vi har gjort så meget de seneste år, men jeg tænker, at det kan give noget rigtig god erfaring til nogle af de spillere, der er et stykke vej fra minutter i Superligaen, siger Alexander Riget.







