FC Nordsjælland tog fansene med på rejsen – Det smager af bronze

Tre busser fyldt med FCN-fans tager med til bronzekampen i Haderslev. Det kan blive afskedskamp for Caleb Yirenkyi.

Sæsonen 2025/26 startede med fanprotester. Klubledelsen tog dialogen med fangrupperinger. Den fortsatte dialog giver nye muligheder. Wild Tigers sender tre busser afsted til bronzekampen i Haderslev.
Af Mikkel Kjølby
Man skal ikke kimse af en god krise!
Det udtryk er for alvor kommet til udtryk i forholdet mellem FC Nordsjælland og fangrupperingerne i sæsonen 2025/26.
Tilbage i september måned 2025 protesterede forskellige fangrupper over klubbens mange spillersalg. Nogle af de mest hardcore fans valgte at se en hjemmekamp på Farum Kro, men der blev også hængt bannere op foran klublokalerne.
Klubledelsen reagerede og tog situationen alvorligt. Det blev til et møde med klubbens tunge drenge og repræsentanter for supporterne i omklædningsrummet under A-tribunen. Siden er dialogen fortsat. Truppen er blevet sammenspillet, nye profiler tilføjet.
Relationen mellem FC Nordsjælland og klubbens fangrupperinger er særdeles god. Senest illustreret med den flotte tifo til udekampen i Brøndby.
Den officielle fanklub Wild Tigers sender tre fyldte busser afsted til bronzekampen i Haderslev søndag eftermiddag. Med god støtte fra FC Nordsjælland.
FC Nordsjællands kommercielle direktør, Kasper Sindt, glæder sig over den gode relation.
– Dialogen mellem fans og klub er virkelig et godt sted. Vi oplever et stort engagement og en stor passion for klubben, som vi meget gerne vil støtte op om det bedste vi kan. Vi støtter konkret op om flere faninitiativer nu, og vi oplever at det bliver taget enormt godt imod og at det samler FCN-fans på tværs af fanfællesskaber, siger Kasper Sindt og fremhæver tifoen på Brøndby Stadion samt den gode stemning til den vitale kamp mod FC Midtjylland.
Det er ikke uden grund, at FC Nordsjælland støtter op om busturen til Haderslev.
-Udebane-turene betyder rigtig meget for fanfællesskabet. Her arbejder klubben også tæt sammen med fansene og Wild Tigers for at sikre, at så mange har muligheden for at støtte holdet på udebane som muligt, forklarer Kasper Sindt.
Dialogen er fortsat hen over vinteren og vil fortsætte.
– Vi har løbende en dialog med Wild Tigers og fansene om hvordan vi kan gøre fanscenen i FC Nordsjælland så interessant som mulig, siger Kasper Sindt.

Vejen til Europa blev kortere
FC Midtjyllands sejr i pokalfinalen over FC København gjorde FC Nordsjællands rejse til europæisk fodbold kortere.
AGF er sikre på pladsen i kvalifikationen til Champions League. FC Midtjylland blev nummer to og tager med pokalsejren den næste plads i Europa. Tredjepladsen giver med sikkerhed adgang til Conference League-kvalifikationen.
Nummer fire skal spille playoffkamp mod FC København om den fjerde og sidste danske plads i europæiske fodbold i 2026/27.
FC Nordsjælland skal bruge et point i Haderslev for at sikre 3. pladsen, men mindre kan også gøre det. Et nederlag på to mål kan også give FC Nordsjælland 3. pladsen, hvis Viborg taber eller spiller uafgjort imod AGF.
På spil er også pladsen i Conference League-kvalifikationen. Det kan føre til gruppespil i Conference League, hvilket giver en ekstra indtægt på mellem 30 og 40 mio. kr., men så sandelig også giver bedre muligheder for at fastholde og rekruttere spillere.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *