Fiskebæk Hotel – Jægermesteren store sats på turisme

Fiskebæk Hotel knejsede fra 1897 til slutningen af 1960erne ved indkørslen til Farum af Frederiksborgvej. Her e det foreviget i 1900. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Farums natur har altid haft en tiltrækningskraft. I slutningen af 1800-tallet blev der alvor taget fat på at markedsføre Farum som turistmål. Jægermester Sehested opførte Fiskebæk Hotel i 1897, men det gik ikke helt som forventet.
Af Mikkel Kjølby
Når man i dag går en tur på Farum Søsti, kan man levende forestille sig, hvordan den maleriske natur i århundreder har tiltrukket kunstnere, fine folk og helt almindelige borgere på søndagstur.
I slutningen af 1800-tallet blev Farum for alvor markedsført som turistmål. Det var bare ikke så let at komme til området.
Det var oprettelsen af Bådfarten, som for alvor satte fart i udviklingen. Ejeren af Farumgård, jægermester Sehested, havde økonomiske problemer og så nye muligheder i turisme, da C.F. Garde i 1893 etablerede bådfart mellem København og Farum.
Farumgård havde rettighederne til færdsel på Farum Sø, men der blev lavet en aftale, så bådfarten kunne komme helt ind til Farum, som dengang var centreret omkring Farum Kirke og Farum Landsby. På det tidspunkt var der stort set ingen by mellem Farum Landsby, Stavnsholt og Bregnerød.
Det var dog umuligt at besejle Mølleåen igennem Fiskebæk. I stedet blev amfibiebåden Svanen indkøbt. Den kørte på skinner over Fiskebæk. Det blev et stort skue, som tiltrak kongelige fra hele Europa.
Jægermester Sehested så muligheder i dette. Han opførte Hotel Fiskebæk i 1897. For så kunne turisterne spadsere fra anlægsstedet ved Farumgård tilbage igennem parken til Fiskebæk Hotel.
Der var bare det problem, at ingen gad at betale for turen over Fiskebæk med Svanen, for det rystede voldsomt i båden, når den kørte over skinnerne. Hele projektet blev droppet igen i 1900. I stedet lagde Bådfarten til for enden af Furesøen.
Gode råd var dyre for Jægermester Sehested. I stedet blev der formuleret en plan for jernbanedrift fra Lygten Station på Nørrebro helt op til Hundested.
Overretsssagfører V. M. Amdrup sad i bestyrelsen for Farum Kalkværk og så muligheder i en jernbane til Slangerup. De to mænd gik forrest i bestræbelserne på at få etableret Slangerupbanen.
Banen blev indviet den 19. april 1906 med stop ved den nuværende Farum Station og derfra videre af banen ud til Farum Kaserne og til Lynge og Slangerup. Det ændrede Farum for bestandigt.
Banen bragte mængder af københavnere til området, hvor der en overgang var hele tre hoteller. Farum Kro blev til Hotel Farum, som konkurrerede med Jernbanehotellet (Senere Williams Hotel red) og så var der Hotel Fiskebæk.
Einar Sehested stod som ejer af Fiskebæk Hotel frem til 1908 (døde i 1906), ved hans død overgik Farumgård til selskabet Farumgård Udstykning.

I Pinsen 1912 var der 20.000 passagerer med toget ud til naturen i Bagsværd, Hareskov, Værløse og Farum. Det var især arbejdsklassen, som tog på hyggeture ud i naturen.
Det blev især brugt ved særlige arrangementer torsdag, hvor der var bal om aftenen, inden turen gik hjem til København. Toget stoppede helt særligt ud for Hotel Fiskebæk disse aftener.
På dette sted blev der i 1932 opført et trinbræt. Det fik navnet Furesø Trinbræt, idet navnet Fiskebæk Trinbræt allerede var i brug på Falsterbanen.
Turisterne blev grundlaget for Slangerupbanen og for Hotel Fiskebæk. Måneskinsture, søndagsbal, champagnemiddage, keglebane, krostue og det populære badested, Furesøbad, trak folk til Farum.
Der fortælles om muntre stunder med store mængder alkohol. Det gik ud over vagten på Furesø Trinbræt. Han havde en skillerhus, hvor han kunne opholde sig. Ved en enkelt lejlighed blev skillerhus trillet ned af skråningen med vagten inde i huset.
Men hvor der er folk, opstår der konkurrence. Furesøbad var dengang et privat badested med entre og etablerede i 1933 en restaurant, som blev meget populær, ligesom der var en isbod ved Fiskebæk og et traktørsted i skovløberhuset Fiskebæk.
Fiskebæk Hotel havde det vanskeligt i den hårde konkurrence. Kun krostuen holdt åbent året rundt. Her blev der spillet musik. Især en ung man ved navn Povl Dissing kom ofte og spillede sammen med vennerne.
I slutningen af 1960erne stod det klart, at Fiskebæk Hotel lå i vejen for den kommende motorvejsbro over Fiskebæk. Det faldt sammen med, at strømmen af københavnerne stoppede i takt med den stigende velstand og charterturismen mod sydligere himmelstrøg.
Det blev besluttet at hotellet skulle fjernes. Det praktiske blev forenet med det nyttige i form af en brandøvelse, hvor der blev sat ild til den gamle træbygning.

Fiskebæk Hotel havde det svært i konkurrencen med Williams Hotel og restauranten ved Furesøbad. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *