Skousen Værløse har fundet ny franchisetager, som overtager butikken på Værløse Bymidte pr. 31. juli.
Af Mikkel Kjølby
Der har været lidt bekymringer for, hvordan fremtiden så ud for Skousen på Værløse Bymidte, men de bekymringer kan nu begraves.
Kommunikationschef i Skousen, Rikke Riis Tjellesen fortæller:
– Der er ingen planer om at lukke butikken, og den fortsætter stadig sin drift i bymidten. Nuværende franchisetagere i Skousen Værløse, har valgt at give stafetten videre – og en ny leder overtager pr. 31. juli. Dermed står butikken altså fortsat klar til at hjælpe kunder inden for hvidevarer, som den plejer, lyder det fra Rikke Riis Tjellesen.
Der er altså tale om et helt normalt skifte i franchisetager. Den nuværende franchisetager Ibrahim Koyuncu har været med siden butikkens start i 2008.
Skousen overtog en del af Nettos gamle lokaler, da supermarkedet flyttede fra Værløse Bymidte til Læssevej. Netto flyttede pga. pladsmangel.
Det efterlod et stort hul i gågaden, som blev etableret som en udvidelse af Værløse Bymidte i 1980.
Efter en ombygning af lokalerne i 2006 kom Skousen på banen i 2008.
Værløse Bymidte fik i sidste uge en god nyhed, da EDC Erhverv meddelte, at Bymidten 55 er udlejet, Det er butikken, som tidligere har været base for BR Legetøj og senest Butik Vang.
Dermed er der fire ledige lejemål på Værløse Bymidte. De to af dem er i Nordea-bygningen, som tidligere husede den lokale Nordea-filial. Her er der en dialog mellem Furesø Kommune og Fokus Nordic om et fællesskabshus.
I gågaden er Bymidten 88, tidligere Sport 24, og Bymidten 45, tidligere Café Zider, fortsat ledige.







