Væggene og gangene i Farum Kulturhus bugner med flotte kunstværker skabt af lokale kunstnere. Intet mindre end 78 kunstnere fra Furesø Kommune har indleveret 227 kunstværker.
Af Mikkel Kjølby
Helene Lund fra Furesø Kunstforening har sammen med de andre frivillige knoklet med at få hængt og sat 227 kunstværker fra 78 forskellige kunstnere op i Farum Kulturhus.
Armene er trætte, men alligevel kan hun – i overført betydning – ikke få armene ned af ren og skær glæde.
– Vi blev færdige med opsætningen i dag, og det har været alle anstrengelserne værd, når vi selv skal sige det. Det er gået virkelig godt. Vi har modtaget 227 kunstværker i alle genrer, og vi synes selv, at det bliver en super flot udstilling, fortæller Helene Lund.
For to år siden deltog 50 lokale kunstnere samt 43 billedskolebørn i udstillingen. Denne gang stiger antallet af voksne kunstnere til 78 og de har fået mulighed for at få tre værker med hver især, idet udstillingen også dækker foyeren.
– Jeg er så kisteglad for, at vi har så mange virkelig dygtige kunstnere i Furesø, og for at de bakker op om Lokale Kunstnere og udstiller deres værker, lyder det fra Helene Lund.
Der er fernisering på Lokale Kunstnere lørdag den 17. januar kl. 12.30. Tidligere borgmester Ole Bondo Christensen (S) holder åbningstalen fra caféscenen. Der varmes op med en koncert ved Music for Bees fra kl. 11.30.







