Første professionelle sejr til Værløse-tvillinger

Anna Btandt Schultz og tvillingesøster Emma har vundet deres første point til de voksnes verdensrangliste. Foto: Dansk Tennis Forbund.

Emma og Anna Brandt Schultz vandt en double i hovedturneringen ved Gentofte Open. De kommer dermed ind på de voksnes verdensrangliste.
I denne uge spilles der for første gang i flere år professionel dametennis i Danmark. Det er 30.000 dollar-turneringen Gentofte Open, som spilles i denne uge for damer og i næste uge for herrerne. Emma og Anna Brandt Schultz fra Hareskov-Værløse Tennisklub har fået wildcard til turneringen, og det kvitterede de tirsdag for på bedste vis, da de tog deres første professionelle sejr i damedouble.
De 16-årige tvillinger Emma og Anna Brandt Schultz fra HVT har igennem længere tid været blandt de dominerende juniortennisspillere i Danmark, og de har i juniorregi også vundet internationale titler. I de seneste år har de to HVT-spillere derudover markeret sig på den nationale scene for seniortennis. Det har de bl.a. gjort for HVT’s damehold i Elitedivisionen, men de har også de to seneste år ved DM begge gange hjemtaget fire bronzemedaljer.

Ved Gentofte Open deltager et meget stærkt felt af tennisspillere fra hele verden. Nogle af deltagerne er meget erfarne og har været blandt de 300 bedste i verden, mens andre er unge spillere, som vi om få år vil kunne se i de store turneringer i fjernsynet. HVT-tvillingerne Emma og Anna har på grund af deres gode resultater modtaget wildcards af arrangørerne bag Gentofte Open. I single fik de en hård lodtrækning. Fx mødte Anna en ukrainsk pige, som er nr. 11 på juniorernes verdensrangliste, og som ugen før kampen mod Anna nåede semifinalen ved juniorernes Wimbledon. Begge Værløse-tvillinger tabte deres første kamp, men begge kampe var tætte, og der blev høstet masser af erfaring.
Tirsdag eftermiddag spillede tvillingerne fra Laanshøj første runde i doubleturneringen ved Gentofte Open, hvor 16 par har kvalificeret sig. Det blev en meget velspillet kamp, hvor Emma og Anna vandt første sæt i tiebreak, mens andet sæt blev vundet 7-5 efter fire misbrugte matchbolde tidligere i sættet. I kvartfinalen torsdag skal Værløse-duoen møde en rutineret fransk-norsk duo, hvor begge spillere ligger højt på verdensranglisten i double.
Der er gratis entre til Gentofte Open, som spilles i Gentofte Tennis Klub hver dag fra kl. 10.00. Man kan også følge kampene live her: https://www.itftennis.com/en/world-tennis-tour-live/.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *