Furesø Kommune og Jonstrup 89 har arbejdet sammen om et plan for Filosofgangen og Seminarieparken i Jonstrup. Projektet skal gennemføres med fondsmidler.
Af Mikkel Kjølby
Med inspiration fra de gamle græske filosofer blev der anlagt en Filosofgang rundt om landets første lærerskole, Jonstrup Seminarium. Filosofgangen overlevede flytningen af seminariet til Lyngby, årene med forsvaret som ejer af bygningerne, men led skade, da der skulle opføres et byggeri ved siden af.
Der blev indgået et kompromis i 2024. Området blev SAVE-registreret som bevaringsværdigt, og da Furesø Kommune lavede udbud for udvidelsen af Jonstrup Skole blev tankerne for Filosofgangen og seminarieparkens fremtid første gang luftet.
Nu er det mundet ud i et konkret projekt, som Økonomi- og Erhvervsudvalget i Furesø Kommune skal nikke til, for at få det godkendt til fondsansøgninger.
– Det, vi fokuserer på, er hele kulturmiljøet også med bygningerne og alt det, der har været omkring det. Seminariet er unikt. Det er der aldrig nogen, som har dyrket, fortæller Inge Livbjerg fra Jonstrup 89.
Jonstrup Gl. Seminarium var en gigantisk kulturinstitution med national og lokal betydning.
– Det er rigtig fint, at der har været opbakning til det. Forvaltningen greb bolden og har været med til at lave et projekt, som kan blive til gavn for skole, børn og lokalsamfund, forklarer Inge Livbjerg.
Genskabelsen af hele Filosofgangen er udgangspunktet for planen. Derefter kommer anlæg af et amfiteater, etablering af Gartnerhaven. etablering af Videnshaven, fornyelse af Pladsen ud mod Jonstrupvangvej, hvor der i dag er pavilloner, etablering af Øvelseshaven og som rosinen i pølseenden bedre adgangsforhold til Jonstrupsamlingen.
– Det er virkelig forankret i lokalsamfundet. Der er fuld opbakning til det. Det er ikke bare et skoleprojekt. Det er for hele byen, vurderer Inge Livbjerg.







