Allan og Henrik holder venskabet ved lige med en food truck. Smacks Streetfood er hver lørdag og søndag frem til jul med til at sprede god stemning ved julemarkedet på Vangehus Brændeplads.
Af Mikkel Kjølby
Lige i yderkanten af Jonstrup blomstrede et godt venskab mellem naboerne Allan og Henrik, men en dag skulle Henrik flytte.
-Vi ville holde venskabet i live, så vi købte en fælles food truck, fortæller Allan Brøndum Rugaard.
Food trucken blev til Smacks Streetfood.
Her i julemåneden er Food Trucken parkeret på Vangehus Brændeplads. På en lille plads bag Ninas julestuer og Tonnys juletræssalg kan man købe æbleskiver, gammeldags æblekage, varm kakao, gløgg og den hjemmelavede tomatsuppe.
– Det er den bedste tomatsuppe overhovedet. Vi laver den helt fra bunden, lyder det fra Allans bedre halvdel Lone Korsgaard, som også bruger sine weekender i food trucken.
– Der kommer mange fra København, som vil ud at se modertræet fra julekalenderen. De har ingen anelse om at der er flotte julestuer og food trucks, for dem er det en glædelig overraskelse. Man kan lige sætte sig ned og nyde livet lidt, når børnene har fået god farve i kinderne efter en tur i skoven, fortæller Lone Korsgaard.

For Allan og Henrik er Smacks Streetfood et hyggeprojekt ved siden af deres normale jobs.
– Vi kommer ud til festlige begivenhederne. Food Trucken indrettes til lejligheden. Vi tager alt ud af den, når den skal gøres ren, og når vi skal ud til en begivenhed indretter vi den til begivenheden. Den kan blive til pølsevogn, men også alt muligt andet, fortæller Allan Brøndum Rugaard.






